Èn, tro, tre - så var vi på cyklerne. De skinnede blanke i middagssolen, og klisteren fra prismærkerne klæbede stadig. Verden susede forbi os med marker, søer, byer med biler og tomme gymnasier, og vi var unge, så vores ben blev aldrig trætte. Vi cyklede til verdens ende, og soppede i vandkanten – skulle bare lige dyppe tæerne, men så blev der varmt og vi sprang ud fra kanten af verden, der brændte under vores fødder. Vi svømmede til månen i et hav af grumset mørke, og vi grinte af de små mennesker nede på jorden, der havde alverdens ligegyldige problemer. - Vi kunne jo sagtens!
Men så kunne vi ikke følge med lyset og alt blev koldt og slimet, som flødeost helt op til anklerne, helt uden knækbrød. Vi gik hver sin vej, for at finde en løsning, men selvfølgelig var det dig, der først fandt raketten, der kunne få os tilbage. Jeg havde jo travlt med flødeosten.
Det var så sært – for raketten ville kun virke når man talte robot-sprog til den, hvilket du heldigvis var flydende i, efter tidligere oplevelser. Jeg turde ikke flyve, og jeg rystede og bævede og tryglede dig om at blive. - Vi kunne da godt lære at leve af flødeost! Men det ville du ikke, slet ikke uden knækbrød, og det mærkeligste var, at intet gav mening. Jeg græd og jeg lukkede mine øjne, indtil jeg mærkede et vindpust og opdagede at du havde fået mig tilbage til jorden. Nu skulle vi have jordbær, sagde du. Dyppet i mælkechokolade. Og så kørte du i bilen hen til brugsen, mens jeg kiggede ud over verdens ende.
Der var et imponerende ekko, når jeg råbte højt, og med fodsporene i sandet kunne vi ikke være de første til at stå her. Det fik mig til at tænke på rav, for rav kan man ofte finde på strandene efter et stormvejr, og hvis man sliber det blankt kan man se de insekter der lod sig fange i harpiksen for millioner af år siden. Gamle tragedier, vi i dag kalder smukke og render rundt med i kæder om halsen. Forstenede problemer og kaos vi ynder at kalde værdifulde.
Så kom du tilbage og vi spiste jordbær dyppet i mælkechokolade, og med rav i tankerne slog jeg dem mod tænderne for at undersøge deres hårdhed. Du rystede på hovedet en gang, og forklarede mig så at der altså ville gå lang tid, før vi blev til sten og at jeg skulle nyde mine jordbær inden de rådnede. Så det gjorde jeg, og med blikkene vendt mod verdens ende, sad vi og spiste i stilhed.
Så startede vi forfra.
