fredag den 31. december 2010

At slippe taget

Som den kildende forårsbrise og støvet i solens stråler, forbliver intet nogensinde uforandret. Brevpapiret falmer, sølvtøjet slides ned og flammerne i kaminen går ud, enten i mangel på brænde eller ilt. hvad betyder evigheden egentligt?

Jeg har en syngende fugl i min hånd. Under et blidt pres, men nok til at holde den stille. For den har sunget så længe jeg har holdt den. Først livsglade triller, der vækkede min latter hver eneste morgen, så blødt og medrivende, som havde jeg kendt hver en tone hele mit liv. Og så kom de dramatiske melodier, der var så smukke at jeg knapt kunne koncentrere mig om andet. Snestorme og glitrende isslag. Vidunderlige rejser om kap med ilden. Men så melankolien. Skævhederne i skønheden og sentimental nostalgi.
Jeg ønskede at holde fast. Håbede der ventede mere bag bakketoppene. men mødte kun floder og vandløb på vej i nye retninger.

For det er sådan det er.
Adskilte momenter af fuldkommmenhed og indimellem en hungren og en søgen efter flere.

Så jeg aer fuglen ømt med min frie hånd, kysser den let, selvom jeg ved det kun er for min egen skyld. Drager en dyb indånding, og i det uendeligt korte øjeblik jeg er om at blinke, farer alle melodierne gennem mig. Som en sidste krampetrækning.
Så giver jeg slip.
Og selvom synet smerter mig, ved jeg jeg har handlet korrekt.
Tiden var fantastisk, men den var aldrig min. - Den vil altid være sin egen.



Godt nytår.

fredag den 17. december 2010

Det med dårlige vaner

Det er næsten som at være et nyt menneske!

Tænk, så sent som igår brændte jeg mig igen. Først på spidsen, men få sekunder også på hele resten af tungen. Den varme citronte denne gang. Og sådan plejer det altid at være. Suppe, kaffe, te, kakao – alt hvad der er varmt og flydende. Jeg brænder mig fordi jeg ikke kan vente til faren er ovre. Fordi jeg ikke lærer af fejlene og dumdristigt lader utålmodigheden overtage igen, bare fordi den varme væske er lige indenfor rækkevidde. Jeg mener, der er jo ingen andre til at stoppe mig? Sådan brænder jeg mig altså så igen og igen og igen – og én gang til – og til sidst er min tunge så forbrændt, at jeg opgiver at tage hensyn.

Men i dag ændredes det! Jeg hældte lidt skødesløst det kogende vand over mit tebrev, dryssede en skefuld sukker over og lod mig selv beskæftige mig med noget andet et par minutter. Strøg en skjorte mere, rynkede på næsen over p3’s uundgåelige og slukkede for strygejernet igen. Og så satte jeg hænderne om min kop, pustede lidt henover teens overflade, og så – så tog jeg en slurk. Drak hurtigt lidt mere. Og opdagede først halvvejs gennem koppen, at min mund stadig føltes normal. Det er vistnok en mærkelig ting at være stolt over…

Nuvel. Jeg drikker nok te igen i morgen. Hvis jeg bliver for stolt sjusker jeg måske i det. Det er nu jeg skal vise mig selv, jeg er blevet klogere...

torsdag den 16. december 2010

mandag den 13. december 2010

Nøgenhed

Først ser jeg mig selv gå gennem tågen. Påvirket og blussende arrig. Så voldsomt at selve afmagten banker fra pulsåren, vreden over at kunne opfyldes med en følelse min forstand er for indskrænket til at kende ord for. Men med en yderst klæbrig tanke om, at jeg tydeligt nok skal udtrykke det for dig alligevel. Kniven glinser af væde fra fugten omkring mig, og støjen, lyden af fare: den komplette stilhed, tirrer mig. Du ved hvad der venter dig, og det venter dig snart.

Så er det pludselig mig, der forfølges. Og kniven smelter bort i mine iskolde hænder. Jeg basker med armene, for når jeg gør det kraftfuldt nok, letter jeg fra jorden. I tågen kigger du vel ikke op.
Jeg skriger indvendigt, for jeg ved jeg er svag, og jeg er træt og jeg er væk. Du må ikke finde mig igen! Adrenalinen dundrer rundt i min krop, og tårerne løber. Jeg er et skvat. Jeg vil ikke dø. Jeg er bare nødt til at holde vejret, så du ikke hører mig. Trods hjertebanken, koldsveden og kuldegysninger. Jeg kan mærke din nedladende hvisken i mit øre.

Så skal jeg redde os. For mens det ene jeg gemmer sig i det hule træ, har mit andet jeg næsten fundet vej derhen. Lyden af tunge støvler i grus og den metalliske smag i min mund. Det ender galt. Medmindre frygten er større end raseriet, ender det galt. Den stærkeste overlever. Jeg hører mig selv mumle ordet ’lammelse’, mens det hele forsvinder, for jeg blinker og blinker, for at vågne op.

Jeg mærker stænkene klistre på min hud, og knivens hvislen gennem luften. Rene fornemmelser. Ingen følelser. Bare den svalende ro og ønsket om lidt mere. Himlen er så uendeligt mørk..

lørdag den 9. oktober 2010

Våd oktober

Som dråber. Dråber der drypper. Som regn? Tårer? Tis? Hvor kommer det dog fra? Dråberne.. De flyder sammen..
Jeg knuger det i min hånd. Klamrer mig uforstående til dets sjæl. Jeg kan puste til det. Tørre det bort. Destillere det, hvis det ikke er stærkt nok. Fryse det ned, eller tale det tørt. Men det forsvinder aldrig helt. Det må jeg vist vænne mig til..
Og så en rusken. "Skat, det er ikke dit ansvar. Det er du nødt til at acceptere.."

fredag den 13. august 2010

Butterfly, fly!

Og jeg indså hvordan mine flade fødder og lyden fra mit kamera trods alt gør mig til et larmende individ.

onsdag den 28. juli 2010

Gengældelse

Efterklangen af stemmen flyder langsomt ud af umættede øregange. Hun er beruset. Men ikke som de andre.
De regnvåde gader for hendes fødder reflekterer gadelygternes skær og månen spejler sig i vandpytterne. Hver eneste dråbe i hendes hår fanger lys. Som om der aldrig har eksisteret fuldkomment mørke. Tænk, om det mon var tilfældet. Med en så overskyggende beruselse ville alt formodentlig syne mørkere. Men det er nu ikke sandt. Tværtimod.
Hun skubber mobiltelefonen ned i frakkelommen og smiler fjollet til jorden lige foran skosnuderne. Borte er stemmen, der i stedet har givet plads til et par værdifulde øjebliksbilleder bag øjnene. Og borte er dé også, da en anden hændelse fra aftenen pludselig erindres. De andres beruselse, og deres usikre bekendelser. Ærgrelse over appelsinhud. Strækmærker, uren hud og uønskede fedtdepoter. Og slutteligt kommentaren om hende, "Miss Perfect", at hun kunne sagtens. Hun havde jo en kæreste, der elskede hende for den hun var!

En kølig vind stryger forbi, og hun skutter sig og stikker hænderne dybere ned i lommerne. Griber kort fat i telefonen.
De undede hende det fuldt ud, ingen tvivl om det. Men de var også bevidste om, hvor usand beskrivelsen 'perfekt' ville passe på hendes ydre. Sikken skam, havde hun sukket, da hun atter var alene. At smukke unge kvinder skulle bekymres med skønhedsfejl, når de også bare ville elskes for det indre. Og at beruselse kunne tage flydende form, så stjernernes dans for øjnene blev kvalmende og ikke euforiserende.
Men alt er vist nemmere at dømme udefra.

Så rives hun ud af fantasien.
En let vibreren fra hendes mobiltelefon lægger en ny krans af beruselse om hendes hoved.
I et kort sekund lukker hun øjnene sammen og nyder tilstanden, den uhjælpelige spænding og kilden, inden hun utålmodigt læser beskeden. Og hun mærker varmen, lettelsen og glæden komme kriblende nede fra tæerne.

Han ser allerede på hende, da hun får øje på ham. Står lænet mod en lygtepæl, så håret synes at lyse resten af ham op. Overmenneskelig, smiler hun, hengivent, med hovedet lidt på skrå, for hun kan knapt lade være.
For hvert skridt hun træder nærmere, vokser savnet. De få trin hen til ham virker pludselig uendelige og kilometerlange. Men himlen er tilsyneladende kommet nærmere.

Tiden går usædvanligt langsomt, og da hun står foran ham, føles længslen større end nogensinde. Selv endnu større end sidste gang. Men voldsomt kraft trækkes hun mod ham. Hvorvidt der er mørkt eller lyst har ingen betydning.
Da hun endelig omfavner ham, går det op for hende, at han stadig blot er et menneske. Med hud og hår og kradsende skægstubbe. Og hun knuger ham straks lidt hårdere ind til sig.

tirsdag den 27. juli 2010

Overskyet

Tyngde..... Klaustrofobi.....

............

Ikke at magte.. Ikke at orke......

...............

Tæppet af dovenskab. Sløvhed.......

.....

Den manglende inspiration.....

..........

Stilheden mellem linierne........

......................

Mellemrummende.....

...............

De ufuldendte sætninger.......

..................

Uoverskueligheden......Viljen er som røg..

tirsdag den 15. juni 2010

Hvem sagde hvad?

Jeg hørte Nogen sige noget til Nogen! - Og selvom noget er lavt, bør det ikke altid ignoreres..

For mig var personernes ansigter fuldt synlige med alskens ansigtsmimik og personlige historier bag ordene. Men jeg viser dig dem ikke. For nogen ting giver nu engang bedre mening, når man ser dem med lukkede øjne. Nogen ting er smukkere. Visse hemmeligheder kan vist slet ikke ses på andre måder.

Nå. Jeg hørte Nogen sige noget til Nogen, og så snart andre fik nys om at jeg havde hørt noget, kom de farende, alle sammen. Selv dem jeg knapt nok kendte. Vidste jeg noget, de ikke vidste? Vidste jeg noget, de kunne få gavn af at vide? Havde jeg virkelig hørt noget? Sig det, sig det, sig det! Jamen, så sig dog noget, kvindemenneske!

Men det jeg hørte Nogen sige til Nogen, kommer måske slet ikke jer ved?

Sig det nu alligevel! Hallo! Sig det, sig det, sig det!

"Jeg holder ikke op – det er det der holder mig oppe."

Hvad? Nej! Sig nu hvad der sagdes! Helt ærligt? Hvem var det?

Og jeg ville svare, at det var en ganske gennemsnitlig person med en mund og to ører, der hviskede til en ganske gennemsnitlig person med to ører og en mund. Jeg ville komme med en påmindelse om at jeg er Nogen, at du er Nogen, at han er Nogen og at hun er Nogen. Samt at vi alle er det lige betydeligt. - Lige meget.

Jeg ville bede om at pilleæsken blev åbnet, så alle kunne se hvordan stolthed, stædighed, vedholdenhed og ihærdighed lå så tæt som domino-brikker med både mørke og lyse nuancer. Så man selv kunne vælge hvad man bedst kunne lide. Og derefter ville jeg måske lukke øjnene igen og lytte til jer. Høre Nogen sige noget til Nogen. Håbe I inderligt forstod.

fredag den 28. maj 2010

Ved verdens ende

Èn, tro, tre - så var vi på cyklerne. De skinnede blanke i middagssolen, og klisteren fra prismærkerne klæbede stadig. Verden susede forbi os med marker, søer, byer med biler og tomme gymnasier, og vi var unge, så vores ben blev aldrig trætte. Vi cyklede til verdens ende, og soppede i vandkanten – skulle bare lige dyppe tæerne, men så blev der varmt og vi sprang ud fra kanten af verden, der brændte under vores fødder. Vi svømmede til månen i et hav af grumset mørke, og vi grinte af de små mennesker nede på jorden, der havde alverdens ligegyldige problemer. - Vi kunne jo sagtens!

Men så kunne vi ikke følge med lyset og alt blev koldt og slimet, som flødeost helt op til anklerne, helt uden knækbrød. Vi gik hver sin vej, for at finde en løsning, men selvfølgelig var det dig, der først fandt raketten, der kunne få os tilbage. Jeg havde jo travlt med flødeosten.

Det var så sært – for raketten ville kun virke når man talte robot-sprog til den, hvilket du heldigvis var flydende i, efter tidligere oplevelser. Jeg turde ikke flyve, og jeg rystede og bævede og tryglede dig om at blive. - Vi kunne da godt lære at leve af flødeost! Men det ville du ikke, slet ikke uden knækbrød, og det mærkeligste var, at intet gav mening. Jeg græd og jeg lukkede mine øjne, indtil jeg mærkede et vindpust og opdagede at du havde fået mig tilbage til jorden. Nu skulle vi have jordbær, sagde du. Dyppet i mælkechokolade. Og så kørte du i bilen hen til brugsen, mens jeg kiggede ud over verdens ende.

Der var et imponerende ekko, når jeg råbte højt, og med fodsporene i sandet kunne vi ikke være de første til at stå her. Det fik mig til at tænke på rav, for rav kan man ofte finde på strandene efter et stormvejr, og hvis man sliber det blankt kan man se de insekter der lod sig fange i harpiksen for millioner af år siden. Gamle tragedier, vi i dag kalder smukke og render rundt med i kæder om halsen. Forstenede problemer og kaos vi ynder at kalde værdifulde.

Så kom du tilbage og vi spiste jordbær dyppet i mælkechokolade, og med rav i tankerne slog jeg dem mod tænderne for at undersøge deres hårdhed. Du rystede på hovedet en gang, og forklarede mig så at der altså ville gå lang tid, før vi blev til sten og at jeg skulle nyde mine jordbær inden de rådnede. Så det gjorde jeg, og med blikkene vendt mod verdens ende, sad vi og spiste i stilhed.

Så startede vi forfra.

mandag den 22. marts 2010

Krig

Der står de på kirkegården og råber af hinanden. Romantikeren og realisten. Forstanden og følelsen. Psykopaten og empaten. - ID’et og super-egoet. Optimisten og pessimisten. Svineproducenten og vegetaren. Barnet og den såkaldt voksne. Men dæmpet og dog mere gennemtrængende end nogen af de andre; Hamlet og Ophelia.
Fuglene kredser højt over deres hoveder, på en ubeslutsom himmel, der kører i rundgang og veksler mellem sol, storm og syngende regn. Miderne stopper op i deres forlorne foretagender, da lyden af døende hjerteslag pulserer ned til dem. Og kompromisset sniger sig sart rundt på sorte poter og smyger sig op ad benene på dem, der ser det mindst. Farverne er forsvundet.
Motivet er det samme, scenen er beskrevet før, men kostumerne er ændrede og publikummet er for længst blevet til støv. Replikkerne er improviserede, skuespillet troværdigt og smerten så levende, at selv giftslangerne gemmer sig. Og de forstår ikke hinanden. De forstår bare ikke.
Så verden roterer videre i ringe, den ene efter den anden, i en uendelig cyklus af cirkulerende cirkler. Ophelia drukner sig, og Hamlet dør for den sag, hun aldrig kendte til. Derefter drager skuespillerne videre til den næste scene, hvor de skifter kostumer igen og atter synger nye sange. De konflikterende bi-personer forstenes med mellemrum, men de stopper aldrig deres krig. For den dag de gør, standser evigheden. Den dag stopper fuglene med at kredse. Og så tager uvishedens omvendte trekanter måske over.

fredag den 19. marts 2010

Og skriv dit navn med prikker

Hemmeligheden bag det gode papirklip er, at man ikke må være bange for at klippe mere af. Det kan virke skræmmende at skulle klippe fine detaljer ud så tæt på hinanden, at en ukontrolleret rysten på hånden kan rive papiret itu. Men jo finere detaljer man kan få saksen til at lave, jo mere tilfreds vil man blive over det endelige resultat. Saksen skal være din ven og dit trofaste redskab, og du må ikke være bange for at stoppe op i den kreative proces, folde papirklippet ud og betragte det enten kritisk eller beundrende.

Husk på, at al begyndelse er svær. I starten vil du nok foretrække at holde det enkelt, for du kommer unægtelig til at lave en masse fejl og klippe forkert og for meget, men jo mere øvet du bliver, jo mere komplekse og imponerende papirklip vil du kunne lave. Fingersnilde og gåpåmod er selvfølgelig en stor fordel, selvom alt du virkelig har brug for er din saks og et stykke blankt papir.

tirsdag den 16. marts 2010

Klarhed



Vinduer

Det handler altid om vinduer. Og det er altid mig, der sidder indenfor og lytter til lyset og farverne, som en uforbederlig romantiker.

Det er altid mig, der sidder i glashuset og hvisker til mig selv om det, jeg ikke tør kaste sten ud efter. Det er altid mig, der undgår at gå udenfor min dør, så jeg ikke behøver feje for den. Det er mig maskeret bag de store, mørke øjne og den lette lydløse latter. På et slidt, blå-lilla tæppe med guldkvaster og med et glas hyldeblomstsaft i hånden. Og glaserede æbler. For fristelser kan altid forstærkes. For pligter kan altid forkortes.

Sandheder skal altid betragtes af publikummet bag scenen. De usynlige fremmede. Og vinduerne i omklædningsrummet. Jo mere man vænnes til indersiderne, jo mere ser man på ydersiderne. Man tager det vante forgivet. Man drømmer. Man drager hurtigt videre til det næste vindue, når man ikke gider pudse. Bliver draget af dragen. Og så ser man ikke, at man selv bliver beluret udefra. Mere og mere, jo mere besynderligt man opfører sig. Det er sådan det er med vinduer. Især de beskidte af slagsen.

mandag den 15. marts 2010

søndag den 14. marts 2010

Under sneen

Ikke før morgenlyset virkeligt ramte mig startede dagen rigtigt.
Alarmen på min telefon havde ikke betydet noget. Brusebadet havde ikke gjort nogen forskel. Og den kolde vind i ansigtet var ikke anderledes fra den, der havde strømmet ind ad mit vindue i løbet af natten.
Men morgenlyset, der ramte mig, da jeg kørte forbi havnen; det bløde, gullige lys der reflekteredes af den våde asfalt åbnede mine øjne.
Sneen var væk. Og med den også den ubekymrede tidløshed. Endnu en vinter var forsvundet og der hvor sneen tidligere havde kastet sit uskyldige skær, dukkede snavset og de døde planter nu frem i al deres klarhed. Grimme og ærlige efter måneders hengemthed under sneen. Kulden havde nok kun frosset tankerne midlertidigt ned. Selvom vejene ganske vist havde haft mange faretruende glatte pletter, når de samlede sig for meget.
Men regnen havde altså renset dette asfaltareal, og nu skinnede solen sart og sagte. Der ville snart komme knopper på træerne. Blomster i grøfterne. Fugle i solopgangen. Og forårskådheden, der havde været bestemt i evigheder. Det havde altid været meningen.
Selv mens verden havde ligget gemt under sneen..

fredag den 22. januar 2010

Nil desperandum

Flodens buldren er alt jeg kan se. Intet lys, intet mørke, intet op, intet ned. Et plask med armen, et spark med benet og luft. Et kort hiv efter luft. Og ro. Boblerne jeg kun mærker, fordi jeg tror de skal være der. Jeg mangler luft igen. Jeg mangler stilhed. Orden.
Dejser om på en flodbred. Mit liv er reddet. For en stund. Jeg er træt. Uendeligt træt. Søvn? Søvn.
Strømmen griber mig igen, river mig med og trækker mig ned. Jeg har ikke flere kræfter. Vandet er ikke længere koldt. Stenene ikke længere hårde. Luften brænder i min hals og håret klasker mod mit ansigt. Smerte i mine arme, ben, hoved. Sikkert.
Tryk. Jeg bliver mast mod en sten. Bliver bevidst. Jeg er her. Det er forkert. Hører ikke til her. Angst. Ømhed. Skal væk, op, ud. Jeg er bevidst nu. Jeg skal vælge selv. Luft.