Under sneen

Ikke før morgenlyset virkeligt ramte mig startede dagen rigtigt.
Alarmen på min telefon havde ikke betydet noget. Brusebadet havde ikke gjort nogen forskel. Og den kolde vind i ansigtet var ikke anderledes fra den, der havde strømmet ind ad mit vindue i løbet af natten.
Men morgenlyset, der ramte mig, da jeg kørte forbi havnen; det bløde, gullige lys der reflekteredes af den våde asfalt åbnede mine øjne.
Sneen var væk. Og med den også den ubekymrede tidløshed. Endnu en vinter var forsvundet og der hvor sneen tidligere havde kastet sit uskyldige skær, dukkede snavset og de døde planter nu frem i al deres klarhed. Grimme og ærlige efter måneders hengemthed under sneen. Kulden havde nok kun frosset tankerne midlertidigt ned. Selvom vejene ganske vist havde haft mange faretruende glatte pletter, når de samlede sig for meget.
Men regnen havde altså renset dette asfaltareal, og nu skinnede solen sart og sagte. Der ville snart komme knopper på træerne. Blomster i grøfterne. Fugle i solopgangen. Og forårskådheden, der havde været bestemt i evigheder. Det havde altid været meningen.
Selv mens verden havde ligget gemt under sneen..