mandag den 2. november 2015

Hedebølge

Flammerne i bålet blænder os
som vi sidder der
Helt tæt
Tavse
Mens stemmer brummer,
nynner, summer
Og blide vinde ånder

Hænderne er smeltet
sammen
glødende
knitrer træet
Bittesmå eksplosioner
som alle kan samles om
i sommernatten

For nu hvor varmen er her
endelig
forstår man
måske
at man længtes
uvidende om
hvad man helt længtes efter

onsdag den 7. januar 2015

Vitale værdier

Pigernes glade stemmer sløres i vinden,
forsvinder i mine tanker, derud
hvor jeg ubevidst vælger det fra,
men hvor jeg koncentrerer mig,
om mine fodspor i det bløde, hvide sand,
fascinationen af
hvordan de skabes og
hvordan de bare forsvinder
glattes ud
sandkorn for sandkorn

Imens bruser bølgernes pulsslag,
som de rammer land og kravler
helt op omkring mine fødder,
der registrerer temperaturen, varmen,
kraften i bølgerne, tomheden imellem dem,
som tryk,
og koncentrationen, knagende,
af vand, af salt og af bobler af ilt,
inden vandet trækker sig tilbage igen.
Heden brydes af briserne,
milde og forførende,
som de uregelmæssigt frekventerer,
som med latter

Det er min begejstring over,
hvor langt og hvor hurtigt mine tanker driver
væk fra de andres,
der starter et fjollet smil.
For jeg tror jeg har fundet en mening,
oprigtigt,
i forsvindende fodspor i sandet,
i hele strandens melodi,
og selvom det ikke altid giver mening
for andre,
for nogen overhovedet?
kan det stadig være ganske vigtigt
og ganske værdifuldt

onsdag den 26. november 2014

Ved første blik

Everything happens for a reason
messede det tørre græs i vinden,
da vores stier krydsedes
med kun stilhed som fællesnævner.

Og alligevel var det så meningsløst
Hvordan vi fandt hinandens ro
Hinandens hænder
Og hinandens ubetingede forståelse

Du lærte mig lektien, smertende klart.
At det ikke altid er ordene, handlingen,
relationen eller motiverne,
der er afgørende og skal fordres

At det somme tider er muligt,
gennem stilhed og nedslået blik,
at ramme noget der allerede er,
og som måske altid var der et sted.


I promise.

mandag den 13. oktober 2014

Hvad er alt

Flere luftkasteller
danser tango mellem trætoppene
lokkende, udfordrende
højere end nogensinde
Glitrende, knitrende,
snurrende,
distraherende og fuldstændig
uopnåelige

Som om at jo højere oppe
jo mere betagende
men mere støjende
for tomheden runger
og ensomme nåle falder længere
trommende i skovbunden
Fyrren fyrer ellers færre
for tiden

Bækkene buldrer
Og vilde vinde hvisker
rækværket rækker ud
efter efterårets eventyrlighed
Flygtige fugle farer forbi
farverige,
mens dagdrømmene digtes
håbefuldt og dog højlydt
overdøvende, altoverskyggende
alt i alt

Men hvad er alt
når alt jeg vil
er at finde
det øjebliks
stilhed


fredag den 3. oktober 2014

Hylde blomster

For nogle er det en selvfølge
når solen titter frem,
For andre er det tegn på liv
og alle dets aspekter
I nuet er det nygerrighed,
der driver vores blikke
Som solen driver blomsterne
Som blomster bliver til mere

Jeg kan jo lide det simpelt,
Der er meget at se på,
siger du - lavt og undskyldende,
med hatten lidt på skrå,
Og du sender mig et blik,
umiddelbart og uforstående
For det der er din styrke
For det der er din ro

Men det er ikke det du gør,
det er hvordan du har det med det!
hvisker jeg spagt i solnedgangen,
mens jeg fanger blikket fast.
Du skænker op og smiler varmt
og hylder blomster nok en gang, 
med lettet snak om det der gror,
og en tår hjemmelavet saft.


mandag den 6. januar 2014

"Dryp" siger..

Dryp Dryp Dryp,
Dryp Dryp,
siger regnen tamt,
uden sans for
rytme, sympati,
logos, patos, etos,
Situationsfornemmelse
Dryp Dryp,
siger den,
men det gør den faktisk ikke,
det har vi bare fundet på,
fordi den kan noget
vi ikke kan gøre den efter
Dryp Dryp DrypDryp,
Som om vi skal kunne alt,
styre alt,
altid være gode,
og fordi
Vi sjældent kan lide
at miste kontrollen.


lørdag den 12. oktober 2013

Midt i en slutning

Det er endnu en dyb indånding, der holdes
Med øjnene lukkede og rynket pande,
De længste, mest sarte toner
Siver ud i sommernatten, sande
Hvor lysene ellers brænder, som de altid har gjort

Du puster ud, stadig langsomt
Brystkassen, med det bankende hjerte sænkes,
Roligt. Blidt, til der ikke er mere
Til alt står stille. Til alt er ude
Men hjertet banker jo endnu - trods alt

Det synes uvirkeligt og sært,
Hvordan intet forandres omkring os,
når alt forandres imellem os, og i os,
Måske havde man alligevel troet,
det ville have haft en større betydning?


fredag den 26. oktober 2012

Skaberen


Det er det lille smil jeg tager på, da jeg løfter det tomme lærred ned fra skabet. – Det største tomme lærred jeg har, hvis ikke man medregner billedet på reolen, der nok alligevel skal overmales igen.
Jeg puster blidt støvet væk, lægger lærredet foran mig, og på vej ind for at hente akvarelfarverne passerer jeg spejlet, og når lige at skimte at smilet er vokset lidt. Jeg studser lidt over samlingen af pensler, for jeg kan slet ikke huske at jeg skal have købt så mange gennem tiden, men jeg udvælger mig én, en middelstor sort med bløde hår og dypper den i vandet.
Tuberne med farve holder igen, og kræver lidt viljestyrke før de kan åbnes, men konsistensen er fin og jævn og Sigur Rós stemmer i.

Fra det sekund penslen rammer lærredet, når musikken et crescendo og udenfor et sted falder mørket langsomt på. Jeg smiler lidt større, for jeg har hengivet mig til penslens føren af min hånd, og behøver derfor kun lytte til dens farver.
Først nedbryder de en mur, gror som hurtigvoksende efeu op ad den, til den giver efter og smelter til en stor mørk sø. Så sætter de kulørte fisk ud i den, og vandplanter, for der er nødt til at være liv og der er også nødt til at være mere lys, så de lader solen stå op i horisonten. Det udvisker skyggerne, eller penslen gør i hvert fald, og alt det usikre og udefinerbare bades  i rolige toner, og rolige nuancer fra de strygere vinden spiller på i det åbne.
Mit sind er flydende, som vandet der skaber sammenhæng mellem farverne. Nogle steder for gennemsigtighed, andre for at de kan løbe sammen og leve sit eget liv. Og det er her friheden opstår.

Jeg er døsig, da jeg opdager musikken må være stoppet, men jeg fniser da jeg stiller penslen fra mig, og takker småberuset for dansen.
Overvældet af tryghed lukker jeg øjnene i. Jeg er urørlig, usårlig. Uovervindelig.

Det er jo mig, der er skaberen.

torsdag den 25. oktober 2012

Det, der forbliver ugjort

Det er godt, tænker jeg
mens du sidder foran mig og taler
at du ikke kan se hvad jeg tænker.
For jeg sidder her,
jeg lytter, og inderligt,
men ikke kun til ordene

For i virkeligheden siger vi intet,
intet der betyder noget,
men du burde kunne høre det
gnisterne, gløderne

Der ulmer lige der
et sted mellem vores øjne,
sammensmeltningen.
Og vi kan intet stille op nu.


tirsdag den 28. februar 2012

4.43 AM

Fantastisk, hvisker jeg ud over en sovende by. Der er kun mig på de tomme gade, lyden af mine skridt og lyset fra gadelamperne og enkelte vinduer langt oppe over mig. Om et par timer står de foran mig, de morgentrætte; de forfrosne.
Dem hvis kroppe ikke byder dem at vågne før solen og dem, der skutter sig, lige indtil morgenbordet dufter af kaffe og nybagte rundstykker. Somme tider ser de mig slet ikke. Nu er det mig, der ikke ser dem.
Jeg bilder mig ind, at fordi verden ligger øde, er den min alene, for en stund. Ikke min at eje, men min at bemærke og min at nyde. En øldåse på en bænk fortæller historier; vagabonder og deres frihed, unge mennesker i sommernatten og om dem vi dømmer - dem der ikke kan modstå. Og katten slentrer forbi, skødesløst, fordi det ikke betyder noget for den, men den ser op på mig, undrende - det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Det må være tidspunktet, konkluderer jeg, og gaber højlydt. Menneskeligt.
Tænk at noget så umenneskeligt som at stå op midt om natten, kan være så fantastisk.