Ti somre

Dén sommers sødme synger stadig

Om alt der var skrøbeligt, sensibelt og sart

Vi holdt vejret, som om vi kunne løbe tør,

Indtil åndeløsheden drev os omkuld

i guitartoner og uendelige nætter

og drømmene flere årtier forude

Sommeren efter var sæbebobler

Momenter af farveeksplosioner

Der brast og vi måtte blæse flere

For åndeløsheden svævede deri

Og svævede opad og svævede lige forbi

Så tæt at nærsynet blændede os

Og vi holdt én sommer mere,

Fast om hinanden til verdens undergang

Fastholdt vi og tog dybe vejrtrækninger

Helt ned i dybet og det inderste

Så det kunne mærkes, for det skulle det,

Hvis vi nogensinde skulle forstå

For da det blev sommer igen sprang vi

Som sæbeboblerne ud i mørket

Og jeg blev grebet inden jeg opløstes

Af en mild vind, en fremmed ven

Der ikke lod mig få pusten,

Før den blev taget fra mig igen

Vi trak begærligt sommerluften ind

Før vi returnerede den fyldt med latter

For varmen var ubærlig, ligesom drømmene

Men bag hvert hjørne lurede nye melodier

Og en dag ad gangen, et stykke dag for dag

Fandt vi rytmerne i briserne

En regnfuld sommer bragte stormvejr

Men også nye energier og vinkler

For vi vidste hvad vi ville nu

Blot ikke hvor det blæste

Og sådan fløj vi rundt, fornøjede,

For sommeren var ung og helt tålmodig

Da sommeren gled ud i sandet,

Løb jeg efter den, forpustet.

Du var væk, og du var flere,

Og alle verdens stemmer var omkring mig

Som vinden mellem mine fingre

Var du og du og du min lige lidt

Så kom en sommer med hede

Og vi hang under trækronerne,

Kølede ned i en svævebane

Jo hurtigere vi farede vild, jo hårdere

For hvad kunne vi overhovedet klare

Og hvad kunne vi ikke?

Og endelig tog somrene hinanden

For jo flere de bliver, jo snarere

Er det hele forbi en dag

Men i omfavnelserne ligger alt

Og du holdt blidt om mine ankler

Mens vi ventede på evigheden

Somrene blev afvekslingerne,

Milepæle, bakketoppe, -dale, solopgange

Fra lysene på kirkegården

Og spøgelserne der skrev digte

Om kærlighedsfester og balloner

Blomsterbuketterne er jo universale

I glasset finder dråberne deres vej

På en usædvanligt tør sommers aften

Og også dette års rosé er rød

Når jeg beruser mig i fortidsforførelser

Indtil du trækker mig tættere endnu

Bygger videre – næste sommer, hvisker du