Viser opslag med etiketten lys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lys. Vis alle opslag

fredag den 28. maj 2010

Ved verdens ende

Èn, tro, tre - så var vi på cyklerne. De skinnede blanke i middagssolen, og klisteren fra prismærkerne klæbede stadig. Verden susede forbi os med marker, søer, byer med biler og tomme gymnasier, og vi var unge, så vores ben blev aldrig trætte. Vi cyklede til verdens ende, og soppede i vandkanten – skulle bare lige dyppe tæerne, men så blev der varmt og vi sprang ud fra kanten af verden, der brændte under vores fødder. Vi svømmede til månen i et hav af grumset mørke, og vi grinte af de små mennesker nede på jorden, der havde alverdens ligegyldige problemer. - Vi kunne jo sagtens!

Men så kunne vi ikke følge med lyset og alt blev koldt og slimet, som flødeost helt op til anklerne, helt uden knækbrød. Vi gik hver sin vej, for at finde en løsning, men selvfølgelig var det dig, der først fandt raketten, der kunne få os tilbage. Jeg havde jo travlt med flødeosten.

Det var så sært – for raketten ville kun virke når man talte robot-sprog til den, hvilket du heldigvis var flydende i, efter tidligere oplevelser. Jeg turde ikke flyve, og jeg rystede og bævede og tryglede dig om at blive. - Vi kunne da godt lære at leve af flødeost! Men det ville du ikke, slet ikke uden knækbrød, og det mærkeligste var, at intet gav mening. Jeg græd og jeg lukkede mine øjne, indtil jeg mærkede et vindpust og opdagede at du havde fået mig tilbage til jorden. Nu skulle vi have jordbær, sagde du. Dyppet i mælkechokolade. Og så kørte du i bilen hen til brugsen, mens jeg kiggede ud over verdens ende.

Der var et imponerende ekko, når jeg råbte højt, og med fodsporene i sandet kunne vi ikke være de første til at stå her. Det fik mig til at tænke på rav, for rav kan man ofte finde på strandene efter et stormvejr, og hvis man sliber det blankt kan man se de insekter der lod sig fange i harpiksen for millioner af år siden. Gamle tragedier, vi i dag kalder smukke og render rundt med i kæder om halsen. Forstenede problemer og kaos vi ynder at kalde værdifulde.

Så kom du tilbage og vi spiste jordbær dyppet i mælkechokolade, og med rav i tankerne slog jeg dem mod tænderne for at undersøge deres hårdhed. Du rystede på hovedet en gang, og forklarede mig så at der altså ville gå lang tid, før vi blev til sten og at jeg skulle nyde mine jordbær inden de rådnede. Så det gjorde jeg, og med blikkene vendt mod verdens ende, sad vi og spiste i stilhed.

Så startede vi forfra.

søndag den 14. marts 2010

Under sneen

Ikke før morgenlyset virkeligt ramte mig startede dagen rigtigt.
Alarmen på min telefon havde ikke betydet noget. Brusebadet havde ikke gjort nogen forskel. Og den kolde vind i ansigtet var ikke anderledes fra den, der havde strømmet ind ad mit vindue i løbet af natten.
Men morgenlyset, der ramte mig, da jeg kørte forbi havnen; det bløde, gullige lys der reflekteredes af den våde asfalt åbnede mine øjne.
Sneen var væk. Og med den også den ubekymrede tidløshed. Endnu en vinter var forsvundet og der hvor sneen tidligere havde kastet sit uskyldige skær, dukkede snavset og de døde planter nu frem i al deres klarhed. Grimme og ærlige efter måneders hengemthed under sneen. Kulden havde nok kun frosset tankerne midlertidigt ned. Selvom vejene ganske vist havde haft mange faretruende glatte pletter, når de samlede sig for meget.
Men regnen havde altså renset dette asfaltareal, og nu skinnede solen sart og sagte. Der ville snart komme knopper på træerne. Blomster i grøfterne. Fugle i solopgangen. Og forårskådheden, der havde været bestemt i evigheder. Det havde altid været meningen.
Selv mens verden havde ligget gemt under sneen..