De regnvåde gader for hendes fødder reflekterer gadelygternes skær og månen spejler sig i vandpytterne. Hver eneste dråbe i hendes hår fanger lys. Som om der aldrig har eksisteret fuldkomment mørke. Tænk, om det mon var tilfældet. Med en så overskyggende beruselse ville alt formodentlig syne mørkere. Men det er nu ikke sandt. Tværtimod.
Hun skubber mobiltelefonen ned i frakkelommen og smiler fjollet til jorden lige foran skosnuderne. Borte er stemmen, der i stedet har givet plads til et par værdifulde øjebliksbilleder bag øjnene. Og borte er dé også, da en anden hændelse fra aftenen pludselig erindres. De andres beruselse, og deres usikre bekendelser. Ærgrelse over appelsinhud. Strækmærker, uren hud og uønskede fedtdepoter. Og slutteligt kommentaren om hende, "Miss Perfect", at hun kunne sagtens. Hun havde jo en kæreste, der elskede hende for den hun var!
En kølig vind stryger forbi, og hun skutter sig og stikker hænderne dybere ned i lommerne. Griber kort fat i telefonen.
De undede hende det fuldt ud, ingen tvivl om det. Men de var også bevidste om, hvor usand beskrivelsen 'perfekt' ville passe på hendes ydre. Sikken skam, havde hun sukket, da hun atter var alene. At smukke unge kvinder skulle bekymres med skønhedsfejl, når de også bare ville elskes for det indre. Og at beruselse kunne tage flydende form, så stjernernes dans for øjnene blev kvalmende og ikke euforiserende.
Men alt er vist nemmere at dømme udefra.
Så rives hun ud af fantasien.
En let vibreren fra hendes mobiltelefon lægger en ny krans af beruselse om hendes hoved.
I et kort sekund lukker hun øjnene sammen og nyder tilstanden, den uhjælpelige spænding og kilden, inden hun utålmodigt læser beskeden. Og hun mærker varmen, lettelsen og glæden komme kriblende nede fra tæerne.
Han ser allerede på hende, da hun får øje på ham. Står lænet mod en lygtepæl, så håret synes at lyse resten af ham op. Overmenneskelig, smiler hun, hengivent, med hovedet lidt på skrå, for hun kan knapt lade være.
For hvert skridt hun træder nærmere, vokser savnet. De få trin hen til ham virker pludselig uendelige og kilometerlange. Men himlen er tilsyneladende kommet nærmere.
Tiden går usædvanligt langsomt, og da hun står foran ham, føles længslen større end nogensinde. Selv endnu større end sidste gang. Men voldsomt kraft trækkes hun mod ham. Hvorvidt der er mørkt eller lyst har ingen betydning.
Da hun endelig omfavner ham, går det op for hende, at han stadig blot er et menneske. Med hud og hår og kradsende skægstubbe. Og hun knuger ham straks lidt hårdere ind til sig.
