Skaberen

Det er det lille smil jeg tager på, da jeg løfter det tomme lærred ned fra skabet. – Det største tomme lærred jeg har, hvis ikke man medregner billedet på reolen, der nok alligevel skal overmales igen.
Jeg puster blidt støvet væk, lægger lærredet foran mig, og på vej ind for at hente akvarelfarverne passerer jeg spejlet, og når lige at skimte at smilet er vokset lidt. Jeg studser lidt over samlingen af pensler, for jeg kan slet ikke huske at jeg skal have købt så mange gennem tiden, men jeg udvælger mig én, en middelstor sort med bløde hår og dypper den i vandet.

Tuberne med farve holder igen, og kræver lidt viljestyrke før de kan åbnes, men konsistensen er fin og jævn og Sigur Rós stemmer i.

Fra det sekund penslen rammer lærredet, når musikken et crescendo og udenfor et sted falder mørket langsomt på. Jeg smiler lidt større, for jeg har hengivet mig til penslens føren af min hånd, og behøver derfor kun lytte til dens farver.
Først nedbryder de en mur, gror som hurtigvoksende efeu op ad den, til den giver efter og smelter til en stor mørk sø. Så sætter de kulørte fisk ud i den, og vandplanter, for der er nødt til at være liv og der er også nødt til at være mere lys, så de lader solen stå op i horisonten. Det udvisker skyggerne, eller penslen gør i hvert fald, og alt det usikre og udefinerbare bades  i rolige toner, og rolige nuancer fra de strygere vinden spiller på i det åbne.

Mit sind er flydende, som vandet der skaber sammenhæng mellem farverne. Nogle steder for gennemsigtighed, andre for at de kan løbe sammen og leve sit eget liv. Og det er her friheden opstår.

Jeg er døsig, da jeg opdager musikken må være stoppet, men jeg fniser da jeg stiller penslen fra mig, og takker småberuset for dansen.

Overvældet af tryghed lukker jeg øjnene i. Jeg er urørlig, usårlig. Uovervindelig.

Det er jo mig, der er skaberen.