Det er endnu en dyb indånding, der holdes
Med øjnene lukkede og rynket pande,
De længste, mest sarte toner
Siver ud i sommernatten, sande
Hvor lysene ellers brænder, som de altid har gjort
Du puster ud, stadig langsomt
Brystkassen, med det bankende hjerte sænkes,
Roligt. Blidt, til der ikke er mere
Til alt står stille. Til alt er ude
Men hjertet banker jo endnu - trods alt
Det synes uvirkeligt og sært,
Hvordan intet forandres omkring os,
når alt forandres imellem os, og i os,
Måske havde man alligevel troet,
det ville have haft en større betydning?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar