Krig

Der står de på kirkegården og råber af hinanden. Romantikeren og realisten. Forstanden og følelsen. Psykopaten og empaten. - ID’et og super-egoet. Optimisten og pessimisten. Svineproducenten og vegetaren. Barnet og den såkaldt voksne. Men dæmpet og dog mere gennemtrængende end nogen af de andre; Hamlet og Ophelia.
Fuglene kredser højt over deres hoveder, på en ubeslutsom himmel, der kører i rundgang og veksler mellem sol, storm og syngende regn. Miderne stopper op i deres forlorne foretagender, da lyden af døende hjerteslag pulserer ned til dem. Og kompromisset sniger sig sart rundt på sorte poter og smyger sig op ad benene på dem, der ser det mindst. Farverne er forsvundet.
Motivet er det samme, scenen er beskrevet før, men kostumerne er ændrede og publikummet er for længst blevet til støv. Replikkerne er improviserede, skuespillet troværdigt og smerten så levende, at selv giftslangerne gemmer sig. Og de forstår ikke hinanden. De forstår bare ikke.
Så verden roterer videre i ringe, den ene efter den anden, i en uendelig cyklus af cirkulerende cirkler. Ophelia drukner sig, og Hamlet dør for den sag, hun aldrig kendte til. Derefter drager skuespillerne videre til den næste scene, hvor de skifter kostumer igen og atter synger nye sange. De konflikterende bi-personer forstenes med mellemrum, men de stopper aldrig deres krig. For den dag de gør, standser evigheden. Den dag stopper fuglene med at kredse. Og så tager uvishedens omvendte trekanter måske over.