Det handler altid om vinduer. Og det er altid mig, der sidder indenfor og lytter til lyset og farverne, som en uforbederlig romantiker.
Det er altid mig, der sidder i glashuset og hvisker til mig selv om det, jeg ikke tør kaste sten ud efter. Det er altid mig, der undgår at gå udenfor min dør, så jeg ikke behøver feje for den. Det er mig maskeret bag de store, mørke øjne og den lette lydløse latter. På et slidt, blå-lilla tæppe med guldkvaster og med et glas hyldeblomstsaft i hånden. Og glaserede æbler. For fristelser kan altid forstærkes. For pligter kan altid forkortes.
Sandheder skal altid betragtes af publikummet bag scenen. De usynlige fremmede. Og vinduerne i omklædningsrummet. Jo mere man vænnes til indersiderne, jo mere ser man på ydersiderne. Man tager det vante forgivet. Man drømmer. Man drager hurtigt videre til det næste vindue, når man ikke gider pudse. Bliver draget af dragen. Og så ser man ikke, at man selv bliver beluret udefra. Mere og mere, jo mere besynderligt man opfører sig. Det er sådan det er med vinduer. Især de beskidte af slagsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar