Først ser jeg mig selv gå gennem tågen. Påvirket og blussende arrig. Så voldsomt at selve afmagten banker fra pulsåren, vreden over at kunne opfyldes med en følelse min forstand er for indskrænket til at kende ord for. Men med en yderst klæbrig tanke om, at jeg tydeligt nok skal udtrykke det for dig alligevel. Kniven glinser af væde fra fugten omkring mig, og støjen, lyden af fare: den komplette stilhed, tirrer mig. Du ved hvad der venter dig, og det venter dig snart.
Så er det pludselig mig, der forfølges. Og kniven smelter bort i mine iskolde hænder. Jeg basker med armene, for når jeg gør det kraftfuldt nok, letter jeg fra jorden. I tågen kigger du vel ikke op.
Jeg skriger indvendigt, for jeg ved jeg er svag, og jeg er træt og jeg er væk. Du må ikke finde mig igen! Adrenalinen dundrer rundt i min krop, og tårerne løber. Jeg er et skvat. Jeg vil ikke dø. Jeg er bare nødt til at holde vejret, så du ikke hører mig. Trods hjertebanken, koldsveden og kuldegysninger. Jeg kan mærke din nedladende hvisken i mit øre.
Så skal jeg redde os. For mens det ene jeg gemmer sig i det hule træ, har mit andet jeg næsten fundet vej derhen. Lyden af tunge støvler i grus og den metalliske smag i min mund. Det ender galt. Medmindre frygten er større end raseriet, ender det galt. Den stærkeste overlever. Jeg hører mig selv mumle ordet ’lammelse’, mens det hele forsvinder, for jeg blinker og blinker, for at vågne op.
Jeg mærker stænkene klistre på min hud, og knivens hvislen gennem luften. Rene fornemmelser. Ingen følelser. Bare den svalende ro og ønsket om lidt mere. Himlen er så uendeligt mørk..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar