Jeg har en syngende fugl i min hånd. Under et blidt pres, men nok til at holde den stille. For den har sunget så længe jeg har holdt den. Først livsglade triller, der vækkede min latter hver eneste morgen, så blødt og medrivende, som havde jeg kendt hver en tone hele mit liv. Og så kom de dramatiske melodier, der var så smukke at jeg knapt kunne koncentrere mig om andet. Snestorme og glitrende isslag. Vidunderlige rejser om kap med ilden. Men så melankolien. Skævhederne i skønheden og sentimental nostalgi.
Jeg ønskede at holde fast. Håbede der ventede mere bag bakketoppene. men mødte kun floder og vandløb på vej i nye retninger.
For det er sådan det er.
Adskilte momenter af fuldkommmenhed og indimellem en hungren og en søgen efter flere.
Så jeg aer fuglen ømt med min frie hånd, kysser den let, selvom jeg ved det kun er for min egen skyld. Drager en dyb indånding, og i det uendeligt korte øjeblik jeg er om at blinke, farer alle melodierne gennem mig. Som en sidste krampetrækning.
Så giver jeg slip.
Og selvom synet smerter mig, ved jeg jeg har handlet korrekt.
Tiden var fantastisk, men den var aldrig min. - Den vil altid være sin egen.
Godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar