Dem hvis kroppe ikke byder dem at vågne før solen og dem, der skutter sig, lige indtil morgenbordet dufter af kaffe og nybagte rundstykker. Somme tider ser de mig slet ikke. Nu er det mig, der ikke ser dem.
Jeg bilder mig ind, at fordi verden ligger øde, er den min alene, for en stund. Ikke min at eje, men min at bemærke og min at nyde. En øldåse på en bænk fortæller historier; vagabonder og deres frihed, unge mennesker i sommernatten og om dem vi dømmer - dem der ikke kan modstå. Og katten slentrer forbi, skødesløst, fordi det ikke betyder noget for den, men den ser op på mig, undrende - det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Det må være tidspunktet, konkluderer jeg, og gaber højlydt. Menneskeligt.
Tænk at noget så umenneskeligt som at stå op midt om natten, kan være så fantastisk.
