Blæsten kaster sig tungt mod træet og flår skånselsløst et blad med sig. Der er ingen kamp, knapt nok nogen modvilje. Det giver bare slip. Skrig! Skriihvishvishvissh, råber det i kor med de andre blade, der også vælter ned over mig, overdøver vinden og forstyrrer mine tanker.
Meningsløsheden smitter. Jeg sukker og vender irriteret hovedet til siden, for at undvige liget af endnu et blad. Et blad der siden foråret har kæmpet for at få lys, vand og kuldioxid.
Så træder jeg på det, koldt og ligegyldigt, for jeg har allerede glemt dets kortlivede tilværelse, og dets brunlig-gule farve går i ét med resten af de nedfaldne blade.
Jeg ville aldrig være i stand til at udpege det igen, hvis jeg vendte mig om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar