mandag den 13. oktober 2014

Hvad er alt

Flere luftkasteller
danser tango mellem trætoppene
lokkende, udfordrende
højere end nogensinde
Glitrende, knitrende,
snurrende,
distraherende og fuldstændig
uopnåelige

Som om at jo højere oppe
jo mere betagende
men mere støjende
for tomheden runger
og ensomme nåle falder længere
trommende i skovbunden
Fyrren fyrer ellers færre
for tiden

Bækkene buldrer
Og vilde vinde hvisker
rækværket rækker ud
efter efterårets eventyrlighed
Flygtige fugle farer forbi
farverige,
mens dagdrømmene digtes
håbefuldt og dog højlydt
overdøvende, altoverskyggende
alt i alt

Men hvad er alt
når alt jeg vil
er at finde
det øjebliks
stilhed


fredag den 3. oktober 2014

Hylde blomster

For nogle er det en selvfølge
når solen titter frem,
For andre er det tegn på liv
og alle dets aspekter
I nuet er det nygerrighed,
der driver vores blikke
Som solen driver blomsterne
Som blomster bliver til mere

Jeg kan jo lide det simpelt,
Der er meget at se på,
siger du - lavt og undskyldende,
med hatten lidt på skrå,
Og du sender mig et blik,
umiddelbart og uforstående
For det der er din styrke
For det der er din ro

Men det er ikke det du gør,
det er hvordan du har det med det!
hvisker jeg spagt i solnedgangen,
mens jeg fanger blikket fast.
Du skænker op og smiler varmt
og hylder blomster nok en gang, 
med lettet snak om det der gror,
og en tår hjemmelavet saft.