Blåsort skær i pelsen

Jeg kom klædt i mørket, mens du naivt mumlede i søvne. Løftede mig selv, med nattefrostens smidighed og spydige vilje, til jeg sad på hug i din vindueskarm.

Du burde vide bedre end at stole på mig. Tillid gælder ikke før jeg anerkender den.

Men kunsten er tålmodighed. Indtil de fineste af dine sanser har glemt mig igen, må jeg sidde her med hovedet på skrå og betragte. Mørket der forlader mine øjne, driver forførende i din retning og lægger sig som et blødt tæppe omkring dig. Så spinder jeg et net af løgne og tryghed. Skaber elegante spændinger af foragt og had, og lader mig svæve på følelsen af det fra de små muskler omkring øjnene. Jeg elsker dig. Du er nødt til at føle min smerte for at forstå.

En næsten umærkelig dump lyd starter ringe i støvet. Det svage månelys er min kappe. Og på de letteste fødder bevæger jeg mig direkte mod målet. Din allerkæreste og mest dyrebare kostbarhed. Beder en ordløs bøn om gengældt utilgivelighed; endegyldig skuffelse.

Jeg mærker din sovende vejrtrækning i baggrunden, da jeg griber om byttet. Mærker skrøbelige tråde af mørke tilbage mellem mine fingre. Tilbageholdenhedens smertefrie drab. Civiliseret sympati i kunstigt forfald. Alligevel falder der en tåre, da jeg stjæler fra dig. Den ligger bare dér og glinser i vindueskarmen, da jeg går.

Først senere indser jeg dit nøje planlagte bedrageri. Betydningen af tåren.

.. Du er simpelthen utrolig.

Stjernekaster

Din uafbrudte nærhed. Din alvorlige vejrtrækning. Din iskolde varme.

Jeg kan mærke dine arme omkring mig. I en fast og insisterende omfavnelse. Jeg kan mærke dit ansigt mod min skulder. Tynget af skyld og fortvivlelse. Jeg kan mærke dine læber mod min kind. Mens du hvisker dit undskyld. Og jeg kan mærke den tomme stjernehimmel på indersiden af mine øjenlåg.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, er de pist væk. Alle de sole, der plejer at hænge der,- væk. Nogen har pillet dem ned, én efter én. Nogen har knust dem og fejet dem sammen i et hjørne.

Så jeg åbner øjnene. Nægter at se på tomheden. Nægter at føle smerten. Jeg har lovet mig selv at være stærk. Selvom jeg ved, hvor svag jeg egentligt er. Jeg har lovet mig selv at samle stjernerne igen. Selvom det er dømt til at tage tid. Jeg har lovet mig selv at tilgive. Selvom det ridser min stolthed. Og jeg har lovet mig selv, at tænde en ny stjernekaster.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, kaster du dem ud foran mig. De lander tilfældigt, for du har lukkede øjne, og de lander smukt, fordi de er dine. Fordi nogen på forhånd har samlet mit stjernestøv og hængt dem på en pind.

Mine øjne kunne græde, med de gør det ikke. Jeg kan mærke det. For jeg svælger allerede i varmen fra de mange sole. I varmen fra dig.

Stjernehimlen vil aldrig blive den samme for mig, igen. For jeg vil have ondt af stjernerne. Stjernerne der hænger så langt fra hinanden. Omsværmede, men spredte. Stjernerne der stille og roligt har givet op, på trods af deres indtagende klarhed og ynde. Stjernerne der blinker endnu smukkere og endnu mere sørgmodigt i vinternatten, fordi mørket og kulden får dem til at længes endnu mere.

De får mig til at længes efter dig, og de får mig til at tænke. Jeg vil ikke være en stjerne, for sådan vil jeg ikke ses på. Og selvom du lyser ligeså strålende som én, er du det heller ikke. - I hvert fald ikke på himlen.

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, November 2008)

I brøkdelen af et sekund

Du var overrasket. Jeg var overrasket. Det burde ikke røre nogen af os, men dog var stemningen ikke til at tage fejl af.
I brøkdelen af et sekund mødtes vores blikke, og i det øjeblik var det som om vi frøs fast. Som om stemmerne omkring os forstummedes, som om vores egentlige gøremål, for en kort stund mistede deres betydning.
For mig betød det intet. For dig betød det sikkert heller ikke noget. Alligevel var der noget underligt sært over situationen. Nysgerrighed? Foragt? Forbløffelse?
Hvad der helt præcist tegnede sig i dit ansigt - eller i mit -, jeg ved det ikke.

Så forsvandt øjeblikket. Jeg drejede den ene vej, du den anden, og ingen sagde noget. - Øjeblikket var gået.

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, August 2008)