Stjernekaster

Din uafbrudte nærhed. Din alvorlige vejrtrækning. Din iskolde varme.

Jeg kan mærke dine arme omkring mig. I en fast og insisterende omfavnelse. Jeg kan mærke dit ansigt mod min skulder. Tynget af skyld og fortvivlelse. Jeg kan mærke dine læber mod min kind. Mens du hvisker dit undskyld. Og jeg kan mærke den tomme stjernehimmel på indersiden af mine øjenlåg.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, er de pist væk. Alle de sole, der plejer at hænge der,- væk. Nogen har pillet dem ned, én efter én. Nogen har knust dem og fejet dem sammen i et hjørne.

Så jeg åbner øjnene. Nægter at se på tomheden. Nægter at føle smerten. Jeg har lovet mig selv at være stærk. Selvom jeg ved, hvor svag jeg egentligt er. Jeg har lovet mig selv at samle stjernerne igen. Selvom det er dømt til at tage tid. Jeg har lovet mig selv at tilgive. Selvom det ridser min stolthed. Og jeg har lovet mig selv, at tænde en ny stjernekaster.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, kaster du dem ud foran mig. De lander tilfældigt, for du har lukkede øjne, og de lander smukt, fordi de er dine. Fordi nogen på forhånd har samlet mit stjernestøv og hængt dem på en pind.

Mine øjne kunne græde, med de gør det ikke. Jeg kan mærke det. For jeg svælger allerede i varmen fra de mange sole. I varmen fra dig.

Stjernehimlen vil aldrig blive den samme for mig, igen. For jeg vil have ondt af stjernerne. Stjernerne der hænger så langt fra hinanden. Omsværmede, men spredte. Stjernerne der stille og roligt har givet op, på trods af deres indtagende klarhed og ynde. Stjernerne der blinker endnu smukkere og endnu mere sørgmodigt i vinternatten, fordi mørket og kulden får dem til at længes endnu mere.

De får mig til at længes efter dig, og de får mig til at tænke. Jeg vil ikke være en stjerne, for sådan vil jeg ikke ses på. Og selvom du lyser ligeså strålende som én, er du det heller ikke. - I hvert fald ikke på himlen.

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, November 2008)