Skaberen

Det er det lille smil jeg tager på, da jeg løfter det tomme lærred ned fra skabet. – Det største tomme lærred jeg har, hvis ikke man medregner billedet på reolen, der nok alligevel skal overmales igen.
Jeg puster blidt støvet væk, lægger lærredet foran mig, og på vej ind for at hente akvarelfarverne passerer jeg spejlet, og når lige at skimte at smilet er vokset lidt. Jeg studser lidt over samlingen af pensler, for jeg kan slet ikke huske at jeg skal have købt så mange gennem tiden, men jeg udvælger mig én, en middelstor sort med bløde hår og dypper den i vandet.

Tuberne med farve holder igen, og kræver lidt viljestyrke før de kan åbnes, men konsistensen er fin og jævn og Sigur Rós stemmer i.

Fra det sekund penslen rammer lærredet, når musikken et crescendo og udenfor et sted falder mørket langsomt på. Jeg smiler lidt større, for jeg har hengivet mig til penslens føren af min hånd, og behøver derfor kun lytte til dens farver.
Først nedbryder de en mur, gror som hurtigvoksende efeu op ad den, til den giver efter og smelter til en stor mørk sø. Så sætter de kulørte fisk ud i den, og vandplanter, for der er nødt til at være liv og der er også nødt til at være mere lys, så de lader solen stå op i horisonten. Det udvisker skyggerne, eller penslen gør i hvert fald, og alt det usikre og udefinerbare bades  i rolige toner, og rolige nuancer fra de strygere vinden spiller på i det åbne.

Mit sind er flydende, som vandet der skaber sammenhæng mellem farverne. Nogle steder for gennemsigtighed, andre for at de kan løbe sammen og leve sit eget liv. Og det er her friheden opstår.

Jeg er døsig, da jeg opdager musikken må være stoppet, men jeg fniser da jeg stiller penslen fra mig, og takker småberuset for dansen.

Overvældet af tryghed lukker jeg øjnene i. Jeg er urørlig, usårlig. Uovervindelig.

Det er jo mig, der er skaberen.

Det, der forbliver ugjort

Det er godt, tænker jeg
mens du sidder foran mig og taler
at du ikke kan se hvad jeg tænker.
For jeg sidder her,
jeg lytter, og inderligt,
men ikke kun til ordene

For i virkeligheden siger vi intet,
intet der betyder noget,
men du burde kunne høre det
gnisterne, gløderne

Der ulmer lige der
et sted mellem vores øjne,
sammensmeltningen.
Og vi kan intet stille op nu.

4.43 AM

Fantastisk, hvisker jeg ud over en sovende by. Der er kun mig på de tomme gade, lyden af mine skridt og lyset fra gadelamperne og enkelte vinduer langt oppe over mig. Om et par timer står de foran mig, de morgentrætte; de forfrosne.

Dem hvis kroppe ikke byder dem at vågne før solen og dem, der skutter sig, lige indtil morgenbordet dufter af kaffe og nybagte rundstykker. Somme tider ser de mig slet ikke. Nu er det mig, der ikke ser dem.

Jeg bilder mig ind, at fordi verden ligger øde, er den min alene, for en stund. Ikke min at eje, men min at bemærke og min at nyde. En øldåse på en bænk fortæller historier; vagabonder og deres frihed, unge mennesker i sommernatten og om dem vi dømmer - dem der ikke kan modstå. Og katten slentrer forbi, skødesløst, fordi det ikke betyder noget for den, men den ser op på mig, undrende - det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Det må være tidspunktet, konkluderer jeg, og gaber højlydt. Menneskeligt.

Tænk at noget så umenneskeligt som at stå op midt om natten, kan være så fantastisk.