Krig

Der står de på kirkegården og råber af hinanden. Romantikeren og realisten. Forstanden og følelsen. Psykopaten og empaten. - ID’et og super-egoet. Optimisten og pessimisten. Svineproducenten og vegetaren. Barnet og den såkaldt voksne. Men dæmpet og dog mere gennemtrængende end nogen af de andre; Hamlet og Ophelia.
Fuglene kredser højt over deres hoveder, på en ubeslutsom himmel, der kører i rundgang og veksler mellem sol, storm og syngende regn. Miderne stopper op i deres forlorne foretagender, da lyden af døende hjerteslag pulserer ned til dem. Og kompromisset sniger sig sart rundt på sorte poter og smyger sig op ad benene på dem, der ser det mindst. Farverne er forsvundet.
Motivet er det samme, scenen er beskrevet før, men kostumerne er ændrede og publikummet er for længst blevet til støv. Replikkerne er improviserede, skuespillet troværdigt og smerten så levende, at selv giftslangerne gemmer sig. Og de forstår ikke hinanden. De forstår bare ikke.
Så verden roterer videre i ringe, den ene efter den anden, i en uendelig cyklus af cirkulerende cirkler. Ophelia drukner sig, og Hamlet dør for den sag, hun aldrig kendte til. Derefter drager skuespillerne videre til den næste scene, hvor de skifter kostumer igen og atter synger nye sange. De konflikterende bi-personer forstenes med mellemrum, men de stopper aldrig deres krig. For den dag de gør, standser evigheden. Den dag stopper fuglene med at kredse. Og så tager uvishedens omvendte trekanter måske over.

Og skriv dit navn med prikker

Hemmeligheden bag det gode papirklip er, at man ikke må være bange for at klippe mere af. Det kan virke skræmmende at skulle klippe fine detaljer ud så tæt på hinanden, at en ukontrolleret rysten på hånden kan rive papiret itu. Men jo finere detaljer man kan få saksen til at lave, jo mere tilfreds vil man blive over det endelige resultat. Saksen skal være din ven og dit trofaste redskab, og du må ikke være bange for at stoppe op i den kreative proces, folde papirklippet ud og betragte det enten kritisk eller beundrende.

Husk på, at al begyndelse er svær. I starten vil du nok foretrække at holde det enkelt, for du kommer unægtelig til at lave en masse fejl og klippe forkert og for meget, men jo mere øvet du bliver, jo mere komplekse og imponerende papirklip vil du kunne lave. Fingersnilde og gåpåmod er selvfølgelig en stor fordel, selvom alt du virkelig har brug for er din saks og et stykke blankt papir.

Klarhed

Vinduer

Det handler altid om vinduer. Og det er altid mig, der sidder indenfor og lytter til lyset og farverne, som en uforbederlig romantiker.

Det er altid mig, der sidder i glashuset og hvisker til mig selv om det, jeg ikke tør kaste sten ud efter. Det er altid mig, der undgår at gå udenfor min dør, så jeg ikke behøver feje for den. Det er mig maskeret bag de store, mørke øjne og den lette lydløse latter. På et slidt, blå-lilla tæppe med guldkvaster og med et glas hyldeblomstsaft i hånden. Og glaserede æbler. For fristelser kan altid forstærkes. For pligter kan altid forkortes.

Sandheder skal altid betragtes af publikummet bag scenen. De usynlige fremmede. Og vinduerne i omklædningsrummet. Jo mere man vænnes til indersiderne, jo mere ser man på ydersiderne. Man tager det vante forgivet. Man drømmer. Man drager hurtigt videre til det næste vindue, når man ikke gider pudse. Bliver draget af dragen. Og så ser man ikke, at man selv bliver beluret udefra. Mere og mere, jo mere besynderligt man opfører sig. Det er sådan det er med vinduer. Især de beskidte af slagsen.

Velkommen

Her starter min verden.

Under sneen

Ikke før morgenlyset virkeligt ramte mig startede dagen rigtigt.
Alarmen på min telefon havde ikke betydet noget. Brusebadet havde ikke gjort nogen forskel. Og den kolde vind i ansigtet var ikke anderledes fra den, der havde strømmet ind ad mit vindue i løbet af natten.
Men morgenlyset, der ramte mig, da jeg kørte forbi havnen; det bløde, gullige lys der reflekteredes af den våde asfalt åbnede mine øjne.
Sneen var væk. Og med den også den ubekymrede tidløshed. Endnu en vinter var forsvundet og der hvor sneen tidligere havde kastet sit uskyldige skær, dukkede snavset og de døde planter nu frem i al deres klarhed. Grimme og ærlige efter måneders hengemthed under sneen. Kulden havde nok kun frosset tankerne midlertidigt ned. Selvom vejene ganske vist havde haft mange faretruende glatte pletter, når de samlede sig for meget.
Men regnen havde altså renset dette asfaltareal, og nu skinnede solen sart og sagte. Der ville snart komme knopper på træerne. Blomster i grøfterne. Fugle i solopgangen. Og forårskådheden, der havde været bestemt i evigheder. Det havde altid været meningen.
Selv mens verden havde ligget gemt under sneen..