At slippe taget

Som den kildende forårsbrise og støvet i solens stråler, forbliver intet nogensinde uforandret. Brevpapiret falmer, sølvtøjet slides ned og flammerne i kaminen går ud, enten i mangel på brænde eller ilt. hvad betyder evigheden egentligt?

Jeg har en syngende fugl i min hånd. Under et blidt pres, men nok til at holde den stille. For den har sunget så længe jeg har holdt den. Først livsglade triller, der vækkede min latter hver eneste morgen, så blødt og medrivende, som havde jeg kendt hver en tone hele mit liv. Og så kom de dramatiske melodier, der var så smukke at jeg knapt kunne koncentrere mig om andet. Snestorme og glitrende isslag. Vidunderlige rejser om kap med ilden. Men så melankolien. Skævhederne i skønheden og sentimental nostalgi.

Jeg ønskede at holde fast. Håbede der ventede mere bag bakketoppene. men mødte kun floder og vandløb på vej i nye retninger.

For det er sådan det er.

Adskilte momenter af fuldkommmenhed og indimellem en hungren og en søgen efter flere.

Så jeg aer fuglen ømt med min frie hånd, kysser den let, selvom jeg ved det kun er for min egen skyld. Drager en dyb indånding, og i det uendeligt korte øjeblik jeg er om at blinke, farer alle melodierne gennem mig. Som en sidste krampetrækning.

Så giver jeg slip.

Og selvom synet smerter mig, ved jeg jeg har handlet korrekt.

Tiden var fantastisk, men den var aldrig min. - Den vil altid være sin egen.

Godt nytår.

Det med dårlige vaner

Det er næsten som at være et nyt menneske!

Tænk, så sent som igår brændte jeg mig igen. Først på spidsen, men få sekunder også på hele resten af tungen. Den varme citronte denne gang. Og sådan plejer det altid at være. Suppe, kaffe, te, kakao – alt hvad der er varmt og flydende. Jeg brænder mig fordi jeg ikke kan vente til faren er ovre. Fordi jeg ikke lærer af fejlene og dumdristigt lader utålmodigheden overtage igen, bare fordi den varme væske er lige indenfor rækkevidde. Jeg mener, der er jo ingen andre til at stoppe mig? Sådan brænder jeg mig altså så igen og igen og igen – og én gang til – og til sidst er min tunge så forbrændt, at jeg opgiver at tage hensyn.

Men i dag ændredes det! Jeg hældte lidt skødesløst det kogende vand over mit tebrev, dryssede en skefuld sukker over og lod mig selv beskæftige mig med noget andet et par minutter. Strøg en skjorte mere, rynkede på næsen over p3’s uundgåelige og slukkede for strygejernet igen. Og så satte jeg hænderne om min kop, pustede lidt henover teens overflade, og så – så tog jeg en slurk. Drak hurtigt lidt mere. Og opdagede først halvvejs gennem koppen, at min mund stadig føltes normal. Det er vistnok en mærkelig ting at være stolt over…

Nuvel. Jeg drikker nok te igen i morgen. Hvis jeg bliver for stolt sjusker jeg måske i det. Det er nu jeg skal vise mig selv, jeg er blevet klogere...

Misfornøjede mistanker

Miserabel misantropi misbruger mismodet.

M.I.S.

Nøgenhed

Først ser jeg mig selv gå gennem tågen. Påvirket og blussende arrig. Så voldsomt at selve afmagten banker fra pulsåren, vreden over at kunne opfyldes med en følelse min forstand er for indskrænket til at kende ord for. Men med en yderst klæbrig tanke om, at jeg tydeligt nok skal udtrykke det for dig alligevel. Kniven glinser af væde fra fugten omkring mig, og støjen, lyden af fare: den komplette stilhed, tirrer mig. Du ved hvad der venter dig, og det venter dig snart.

Så er det pludselig mig, der forfølges. Og kniven smelter bort i mine iskolde hænder. Jeg basker med armene, for når jeg gør det kraftfuldt nok, letter jeg fra jorden. I tågen kigger du vel ikke op.
Jeg skriger indvendigt, for jeg ved jeg er svag, og jeg er træt og jeg er væk. Du må ikke finde mig igen! Adrenalinen dundrer rundt i min krop, og tårerne løber. Jeg er et skvat. Jeg vil ikke dø. Jeg er bare nødt til at holde vejret, så du ikke hører mig. Trods hjertebanken, koldsveden og kuldegysninger. Jeg kan mærke din nedladende hvisken i mit øre.

Så skal jeg redde os. For mens det ene jeg gemmer sig i det hule træ, har mit andet jeg næsten fundet vej derhen. Lyden af tunge støvler i grus og den metalliske smag i min mund. Det ender galt. Medmindre frygten er større end raseriet, ender det galt. Den stærkeste overlever. Jeg hører mig selv mumle ordet ’lammelse’, mens det hele forsvinder, for jeg blinker og blinker, for at vågne op.

Jeg mærker stænkene klistre på min hud, og knivens hvislen gennem luften. Rene fornemmelser. Ingen følelser. Bare den svalende ro og ønsket om lidt mere. Himlen er så uendeligt mørk..