Det er det ustyrlige

Lysglimtene raser om kap med tordenen,

altid et par sekunder foran

og triumferende,

for lyset sejrer altid, stolt,

med sit veni, vidi, vici.

Det er storslået og mit hjerte hamrer,

i ærefrygt, i begejstring,

men mest i beundring

Over skønheden trods vildskaben.

Tanken om bragende begær

og lynende vilje.

Elektriske spændinger,

der bare ikke kan lade være.

For det er accepten

af det ustyrlige, af det uhyrlige

Den fremadstormende blæst

dens fortrydelse, dens tilbagetrækning

En hvirvlen af nye idéer

der må udleves

Til det gør godt, til det gør ondt

Til det ikke betyder noget mere,

og til det er væk

- Bare sådan

Passion

Fuldstændig euforisk vildskab

Som et stumt brøl

Af indre ild

Der bare brænder

Og brænder

Helt ude af kontrol

Og fremaddriften

Lige inden klimaks

Kulminerer med ekstasen

Følelsen af fuldendthed

Og success

Men afrundet

Helt igennem fantastisk

Man kaster gnister

I et festfyrværkeri

Det er det, der er dét

Og det er dét, der nu

Don't stop me now

Men kom med

For sidste gang - drop det

Der kravler en myre på dit ben, men du stirrer bare videre ud over sivene.

Talestrømmen er uendelig og smuk, og jeg ved tanken bag ordene er velmente.

Hvis du nu bare kunne børste myren væk. Det kræver så lidt.

Men du har travlt med solopgange, ringe i vandet og træer der gror. Alt imens myren vandrer videre mod dit knæ og jeg krummer tæer. Hvorfor ser du det ikke?

Myretuen er få meter fra os, viser det sig. Jeg kan følge flere myrer enten på vej derhen eller på vej væk. Kaffe, taler du om, og myren stopper op. Skifter retning og stopper op igen for at vende om. Du er stadig ligeså fraværende, og jeg må vende hovedet mog myretuen igen for ikke at gå amok. Dengang med broen og hvordan du håber dette er endnu én. Jeg himler med øjnene, tror jeg, for jeg tænker ikke over det. Gør nu bare noget ved det dyr. Men du er helt væk. I en drømmeverden af steder vi aldrig har set, og jeg kan se det på dig. Du tror selv på det. Så du hvisker det, det hele findes lige dér - bag sivene.

Jeg bider mig læben, for at holde frustrationen inde. Myren bevæger sig rundt på kanten af dine shorts. Det er jo ikke til at holde ud.

Og så sukker jeg. Højlydt, så du tier og drejer hovedet, forbavset.

Jeg rejser mig, slår myren af dit ben og bemærker irriteret, hvor kvælende luften er blevet.

To egoister, er to egoister for meget. Simpelthen.

Sikken fin blomst..

..Tænker De. Og, distraheret af vinden, opdager De ikke, hvordan den kvæler sivet.

Lille spejl..

Kære ven,

du kan jo stadig.

Du har blot glemt at slukke lyset, åbne øjnene og gribe ind efter de indtryk, der er værd at udtrykke.

Tillad dig selv at løsne op og give efter, hengiv dig og lad dig overvælde af en modellérbar fantasi. Nyd naiviteten og nyd at dele den.

Du er ikke den eneste der savner den; du er bare mere bevidst om det. Det betyder ikke, de forventer mere af dig.

Jeg; den fremmede

"Indulge in some me-time" står der på flasken på min badekarskant. En tanke jeg finder behageligt tiltalende dagens flittige tankevirksomhed taget i betragtning.
Boblerne dufter sødt af lavendel, og mens de blidt kilder min ene fod, forundres jeg søvnigt over hvordan de kan dække hele vandspejlet, så det knapt nok er muligt at bedømme dybden. Jeg sænker mig forsigtigt ned i min underbevidsthed, mit varme vand og alt det der gemmer sig under overfladen. Hernede er jeg alene, selv fra tanker, idéer og ord. Jeg er alene med mig selv og de skygger jeg kaster i skæret fra et par salige stearinlys.
Jeg er fremmed for mig selv her og al fornuft flyder rundt mellem boblerne ovenover min krop. Går i et med dem, skiller sig fra dem, går i opløsning, blot for at genskabes ved min mindste bevægelse. Jeg spekulerer ikke, analyserer ikke og jeg skal ikke redegøre for noget. Stilheden tynger mine øjenlåg. Jeg behøver ikke træffe nogen valg. Stå til ansvar for noget. Og det er ikke en pinlig stilhed. Det er min stilhed. Overdøvende stilhed. Og stadig en stilhed, der sætter mig fri.

Måske er jeg døset hen et øjeblik, måske i adskillige minutter. Jeg drømmer mig ind i boblerne og glider lydløst gennem ligegyldige strømme af tanker. Suser forbi et håb jeg troede jeg havde mistet. En plan jeg for længst havde droppet. Og binder mig til et ønske - noget med et luftkastel - jeg frygtede at have glemt for altid. Jeg er usædvanligt hurtig. Vægtløs og utålmodig driver jeg rundt og slår koldbøtter. Dykker så ned i vandet. Og vågner med at sæt, da jeg pludselig får våde ører og dertilhørende kuldegysninger.
Fascineret tager jeg en håndfuld bobler op i hænderne og betragter dem. Så plasker jeg dem væk igen og ser et par nye opstå.
Jeg er fremmed for mig selv. Jeg vil forhåbentlig altid være det.
Det er intet problem. Jeg kan godt lide fremmede. Jeg kan godt lide forundring..

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, Juli 2009)