"Indulge in some me-time" står der på flasken på min badekarskant. En tanke jeg finder behageligt tiltalende dagens flittige tankevirksomhed taget i betragtning.
Boblerne dufter sødt af lavendel, og mens de blidt kilder min ene fod, forundres jeg søvnigt over hvordan de kan dække hele vandspejlet, så det knapt nok er muligt at bedømme dybden. Jeg sænker mig forsigtigt ned i min underbevidsthed, mit varme vand og alt det der gemmer sig under overfladen. Hernede er jeg alene, selv fra tanker, idéer og ord. Jeg er alene med mig selv og de skygger jeg kaster i skæret fra et par salige stearinlys.
Jeg er fremmed for mig selv her og al fornuft flyder rundt mellem boblerne ovenover min krop. Går i et med dem, skiller sig fra dem, går i opløsning, blot for at genskabes ved min mindste bevægelse. Jeg spekulerer ikke, analyserer ikke og jeg skal ikke redegøre for noget. Stilheden tynger mine øjenlåg. Jeg behøver ikke træffe nogen valg. Stå til ansvar for noget. Og det er ikke en pinlig stilhed. Det er min stilhed. Overdøvende stilhed. Og stadig en stilhed, der sætter mig fri.
Måske er jeg døset hen et øjeblik, måske i adskillige minutter. Jeg drømmer mig ind i boblerne og glider lydløst gennem ligegyldige strømme af tanker. Suser forbi et håb jeg troede jeg havde mistet. En plan jeg for længst havde droppet. Og binder mig til et ønske - noget med et luftkastel - jeg frygtede at have glemt for altid. Jeg er usædvanligt hurtig. Vægtløs og utålmodig driver jeg rundt og slår koldbøtter. Dykker så ned i vandet. Og vågner med at sæt, da jeg pludselig får våde ører og dertilhørende kuldegysninger.
Fascineret tager jeg en håndfuld bobler op i hænderne og betragter dem. Så plasker jeg dem væk igen og ser et par nye opstå.
Jeg er fremmed for mig selv. Jeg vil forhåbentlig altid være det.
Det er intet problem. Jeg kan godt lide fremmede. Jeg kan godt lide forundring..
Boblerne dufter sødt af lavendel, og mens de blidt kilder min ene fod, forundres jeg søvnigt over hvordan de kan dække hele vandspejlet, så det knapt nok er muligt at bedømme dybden. Jeg sænker mig forsigtigt ned i min underbevidsthed, mit varme vand og alt det der gemmer sig under overfladen. Hernede er jeg alene, selv fra tanker, idéer og ord. Jeg er alene med mig selv og de skygger jeg kaster i skæret fra et par salige stearinlys.
Jeg er fremmed for mig selv her og al fornuft flyder rundt mellem boblerne ovenover min krop. Går i et med dem, skiller sig fra dem, går i opløsning, blot for at genskabes ved min mindste bevægelse. Jeg spekulerer ikke, analyserer ikke og jeg skal ikke redegøre for noget. Stilheden tynger mine øjenlåg. Jeg behøver ikke træffe nogen valg. Stå til ansvar for noget. Og det er ikke en pinlig stilhed. Det er min stilhed. Overdøvende stilhed. Og stadig en stilhed, der sætter mig fri.
Måske er jeg døset hen et øjeblik, måske i adskillige minutter. Jeg drømmer mig ind i boblerne og glider lydløst gennem ligegyldige strømme af tanker. Suser forbi et håb jeg troede jeg havde mistet. En plan jeg for længst havde droppet. Og binder mig til et ønske - noget med et luftkastel - jeg frygtede at have glemt for altid. Jeg er usædvanligt hurtig. Vægtløs og utålmodig driver jeg rundt og slår koldbøtter. Dykker så ned i vandet. Og vågner med at sæt, da jeg pludselig får våde ører og dertilhørende kuldegysninger.
Fascineret tager jeg en håndfuld bobler op i hænderne og betragter dem. Så plasker jeg dem væk igen og ser et par nye opstå.
Jeg er fremmed for mig selv. Jeg vil forhåbentlig altid være det.
Det er intet problem. Jeg kan godt lide fremmede. Jeg kan godt lide forundring..
(Oprindeligt skrevet på blog.dk, Juli 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar