Talestrømmen er uendelig og smuk, og jeg ved tanken bag ordene er velmente.
Hvis du nu bare kunne børste myren væk. Det kræver så lidt.
Men du har travlt med solopgange, ringe i vandet og træer der gror. Alt imens myren vandrer videre mod dit knæ og jeg krummer tæer. Hvorfor ser du det ikke?
Myretuen er få meter fra os, viser det sig. Jeg kan følge flere myrer enten på vej derhen eller på vej væk. Kaffe, taler du om, og myren stopper op. Skifter retning og stopper op igen for at vende om. Du er stadig ligeså fraværende, og jeg må vende hovedet mog myretuen igen for ikke at gå amok. Dengang med broen og hvordan du håber dette er endnu én. Jeg himler med øjnene, tror jeg, for jeg tænker ikke over det. Gør nu bare noget ved det dyr. Men du er helt væk. I en drømmeverden af steder vi aldrig har set, og jeg kan se det på dig. Du tror selv på det. Så du hvisker det, det hele findes lige dér - bag sivene.
Jeg bider mig læben, for at holde frustrationen inde. Myren bevæger sig rundt på kanten af dine shorts. Det er jo ikke til at holde ud.
Og så sukker jeg. Højlydt, så du tier og drejer hovedet, forbavset.
Jeg rejser mig, slår myren af dit ben og bemærker irriteret, hvor kvælende luften er blevet.
To egoister, er to egoister for meget. Simpelthen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar