Ti somre

Dén sommers sødme synger stadig

Om alt der var skrøbeligt, sensibelt og sart

Vi holdt vejret, som om vi kunne løbe tør,

Indtil åndeløsheden drev os omkuld

i guitartoner og uendelige nætter

og drømmene flere årtier forude

Sommeren efter var sæbebobler

Momenter af farveeksplosioner

Der brast og vi måtte blæse flere

For åndeløsheden svævede deri

Og svævede opad og svævede lige forbi

Så tæt at nærsynet blændede os

Og vi holdt én sommer mere,

Fast om hinanden til verdens undergang

Fastholdt vi og tog dybe vejrtrækninger

Helt ned i dybet og det inderste

Så det kunne mærkes, for det skulle det,

Hvis vi nogensinde skulle forstå

For da det blev sommer igen sprang vi

Som sæbeboblerne ud i mørket

Og jeg blev grebet inden jeg opløstes

Af en mild vind, en fremmed ven

Der ikke lod mig få pusten,

Før den blev taget fra mig igen

Vi trak begærligt sommerluften ind

Før vi returnerede den fyldt med latter

For varmen var ubærlig, ligesom drømmene

Men bag hvert hjørne lurede nye melodier

Og en dag ad gangen, et stykke dag for dag

Fandt vi rytmerne i briserne

En regnfuld sommer bragte stormvejr

Men også nye energier og vinkler

For vi vidste hvad vi ville nu

Blot ikke hvor det blæste

Og sådan fløj vi rundt, fornøjede,

For sommeren var ung og helt tålmodig

Da sommeren gled ud i sandet,

Løb jeg efter den, forpustet.

Du var væk, og du var flere,

Og alle verdens stemmer var omkring mig

Som vinden mellem mine fingre

Var du og du og du min lige lidt

Så kom en sommer med hede

Og vi hang under trækronerne,

Kølede ned i en svævebane

Jo hurtigere vi farede vild, jo hårdere

For hvad kunne vi overhovedet klare

Og hvad kunne vi ikke?

Og endelig tog somrene hinanden

For jo flere de bliver, jo snarere

Er det hele forbi en dag

Men i omfavnelserne ligger alt

Og du holdt blidt om mine ankler

Mens vi ventede på evigheden

Somrene blev afvekslingerne,

Milepæle, bakketoppe, -dale, solopgange

Fra lysene på kirkegården

Og spøgelserne der skrev digte

Om kærlighedsfester og balloner

Blomsterbuketterne er jo universale

I glasset finder dråberne deres vej

På en usædvanligt tør sommers aften

Og også dette års rosé er rød

Når jeg beruser mig i fortidsforførelser

Indtil du trækker mig tættere endnu

Bygger videre – næste sommer, hvisker du

Hedebølge

Flammerne i bålet blænder os
som vi sidder der
Helt tæt
Tavse
Mens stemmer brummer,
nynner, summer
Og blide vinde ånder

Hænderne er smeltet
sammen
glødende
knitrer træet
Bittesmå eksplosioner
som alle kan samles om
i sommernatten

For nu hvor varmen er her
endelig
forstår man
måske
at man længtes
uvidende om
hvad man helt længtes efter

Vitale værdier

Pigernes glade stemmer sløres i vinden,

forsvinder i mine tanker, derud

hvor jeg ubevidst vælger det fra,

men hvor jeg koncentrerer mig,

om mine fodspor i det bløde, hvide sand,

fascinationen af

hvordan de skabes og

hvordan de bare forsvinder

glattes ud

sandkorn for sandkorn

Imens bruser bølgernes pulsslag,

som de rammer land og kravler

helt op omkring mine fødder,

der registrerer temperaturen, varmen,

kraften i bølgerne, tomheden imellem dem,

som tryk,

og koncentrationen, knagende,

af vand, af salt og af bobler af ilt,

inden vandet trækker sig tilbage igen.

Heden brydes af briserne,

milde og forførende,

som de uregelmæssigt frekventerer,

som med latter

Det er min begejstring over,

hvor langt og hvor hurtigt mine tanker driver

væk fra de andres,

der starter et fjollet smil.

For jeg tror jeg har fundet en mening,

oprigtigt,

i forsvindende fodspor i sandet,

i hele strandens melodi,

og selvom det ikke altid giver mening

for andre,

for nogen overhovedet?

kan det stadig være ganske vigtigt
og ganske værdifuldt

Ved første blik

Everything happens for a reason

messede det tørre græs i vinden,

da vores stier krydsedes

med kun stilhed som fællesnævner.

Og alligevel var det så meningsløst

Hvordan vi fandt hinandens ro

Hinandens hænder

Og hinandens ubetingede forståelse

Du lærte mig lektien, smertende klart.

At det ikke altid er ordene, handlingen,

relationen eller motiverne,

der er afgørende og skal fordres

At det somme tider er muligt,

gennem stilhed og nedslået blik,

at ramme noget der allerede er,
og som måske altid var der et sted.

I promise.

Hvad er alt

Flere luftkasteller

danser tango mellem trætoppene

lokkende, udfordrende

højere end nogensinde

Glitrende, knitrende,
snurrende,

distraherende og fuldstændig

uopnåelige

Som om at jo højere oppe

jo mere betagende

men mere støjende

for tomheden runger

og ensomme nåle falder længere

trommende i skovbunden

Fyrren fyrer ellers færre

for tiden

Bækkene buldrer

Og vilde vinde hvisker

rækværket rækker ud

efter efterårets eventyrlighed

Flygtige fugle farer forbi

farverige,

mens dagdrømmene digtes

håbefuldt og dog højlydt

overdøvende, altoverskyggende

alt i alt

Men hvad er alt

når alt jeg vil

er at finde

det øjebliks
stilhed

Hylde blomster

For nogle er det en selvfølge
når solen titter frem,
For andre er det tegn på liv
og alle dets aspekter
I nuet er det nygerrighed,
der driver vores blikke
Som solen driver blomsterne
Som blomster bliver til mere

Jeg kan jo lide det simpelt,
Der er meget at se på,
siger du - lavt og undskyldende,
med hatten lidt på skrå,
Og du sender mig et blik,
umiddelbart og uforstående
For det der er din styrke
For det der er din ro

Men det er ikke det du gør,
det er hvordan du har det med det!
hvisker jeg spagt i solnedgangen,
mens jeg fanger blikket fast.
Du skænker op og smiler varmt
og hylder blomster nok en gang, 
med lettet snak om det der gror,
og en tår hjemmelavet saft.

"Dryp" siger..

Dryp Dryp Dryp,
Dryp Dryp,
siger regnen tamt,
uden sans for
rytme, sympati,
logos, patos, etos,
Situationsfornemmelse
Dryp Dryp,
siger den,
men det gør den faktisk ikke,
det har vi bare fundet på,
fordi den kan noget
vi ikke kan gøre den efter
Dryp Dryp DrypDryp,
Som om vi skal kunne alt,
styre alt,
altid være gode,
og fordi
Vi sjældent kan lide
at miste kontrollen.

Midt i en slutning

Det er endnu en dyb indånding, der holdes
Med øjnene lukkede og rynket pande,
De længste, mest sarte toner
Siver ud i sommernatten, sande
Hvor lysene ellers brænder, som de altid har gjort

Du puster ud, stadig langsomt
Brystkassen, med det bankende hjerte sænkes,
Roligt. Blidt, til der ikke er mere
Til alt står stille. Til alt er ude
Men hjertet banker jo endnu - trods alt

Det synes uvirkeligt og sært,
Hvordan intet forandres omkring os,
når alt forandres imellem os, og i os,
Måske havde man alligevel troet,
det ville have haft en større betydning?

Skaberen

Det er det lille smil jeg tager på, da jeg løfter det tomme lærred ned fra skabet. – Det største tomme lærred jeg har, hvis ikke man medregner billedet på reolen, der nok alligevel skal overmales igen.
Jeg puster blidt støvet væk, lægger lærredet foran mig, og på vej ind for at hente akvarelfarverne passerer jeg spejlet, og når lige at skimte at smilet er vokset lidt. Jeg studser lidt over samlingen af pensler, for jeg kan slet ikke huske at jeg skal have købt så mange gennem tiden, men jeg udvælger mig én, en middelstor sort med bløde hår og dypper den i vandet.

Tuberne med farve holder igen, og kræver lidt viljestyrke før de kan åbnes, men konsistensen er fin og jævn og Sigur Rós stemmer i.

Fra det sekund penslen rammer lærredet, når musikken et crescendo og udenfor et sted falder mørket langsomt på. Jeg smiler lidt større, for jeg har hengivet mig til penslens føren af min hånd, og behøver derfor kun lytte til dens farver.
Først nedbryder de en mur, gror som hurtigvoksende efeu op ad den, til den giver efter og smelter til en stor mørk sø. Så sætter de kulørte fisk ud i den, og vandplanter, for der er nødt til at være liv og der er også nødt til at være mere lys, så de lader solen stå op i horisonten. Det udvisker skyggerne, eller penslen gør i hvert fald, og alt det usikre og udefinerbare bades  i rolige toner, og rolige nuancer fra de strygere vinden spiller på i det åbne.

Mit sind er flydende, som vandet der skaber sammenhæng mellem farverne. Nogle steder for gennemsigtighed, andre for at de kan løbe sammen og leve sit eget liv. Og det er her friheden opstår.

Jeg er døsig, da jeg opdager musikken må være stoppet, men jeg fniser da jeg stiller penslen fra mig, og takker småberuset for dansen.

Overvældet af tryghed lukker jeg øjnene i. Jeg er urørlig, usårlig. Uovervindelig.

Det er jo mig, der er skaberen.

Det, der forbliver ugjort

Det er godt, tænker jeg
mens du sidder foran mig og taler
at du ikke kan se hvad jeg tænker.
For jeg sidder her,
jeg lytter, og inderligt,
men ikke kun til ordene

For i virkeligheden siger vi intet,
intet der betyder noget,
men du burde kunne høre det
gnisterne, gløderne

Der ulmer lige der
et sted mellem vores øjne,
sammensmeltningen.
Og vi kan intet stille op nu.