Det hænger i min entré. Og i sig selv er billedet egentligt ikke så slemt at se på. Rammen passer bare ikke til det. Den er alt for stor, og for at kompensere for det, har nogen hængt billedet skævt. Forsøgt at få det til at passe ind, vel vidende at det aldrig vil kunne lade sig gøre.
Jeg har forgæves ledt efter en ny ramme til billedet. Men hvis størrelsen endelig passer, har selve rammen en forkert farve, et forkert mønster, eller den er gjort i et forkert materiale.
Helt uden ramme vil billedet ikke holde længe. For det er ikke malet på papir, men stormasket, blødt stof. Farverne vil være hjælpeløse overfor en støvekost, så de på kort tid unægtelig vil blegne bort.
En ramme er uundværlig. Om den passer eller ej, gør ingen forskel lige nu. Bare den er der..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar