Frihed uden lige

Mørke nætter og hvordan du gør en forskel

"Azurblå", hvisker du

sovende, halvvejs snorkende,

uvidende

Varme hænder, bløde

Kildende!

Her er jeg.

Vågnet i et smil

Døser hen, i tryghed

i omfavnelsen,

men så,

"Orange.."

og et fnis

som om du ved,

men det gør du næppe.

"Lysegul", ud i mørket

Vender mig, vænner mig

Vågner op.

Din rolige ånde,

Nær,

nærmere, allerede

Nærværende

Kære du,

kan umuligt forstå

hvor ømt,

hvor inderligt

ufatteligt -

"Lilla",

og nu smiler du

"Purpur",

over i "skarlagensrød",

med lukkede øjne,

"smaragdgrøn",

"guld", endnu hviskende,

"mørkeblå, turkis!"

Endnu varmere.

I en rus af

"Pastelgrøn, solgul", lykke,

kærtegn,

"Elfenbenshvid"

Helt nær, mod dit ansigt,

Endnu større smilende.

"Lyserød." og sart.

...

Tak.

Det er det ustyrlige

Lysglimtene raser om kap med tordenen,

altid et par sekunder foran

og triumferende,

for lyset sejrer altid, stolt,

med sit veni, vidi, vici.

Det er storslået og mit hjerte hamrer,

i ærefrygt, i begejstring,

men mest i beundring

Over skønheden trods vildskaben.

Tanken om bragende begær

og lynende vilje.

Elektriske spændinger,

der bare ikke kan lade være.

For det er accepten

af det ustyrlige, af det uhyrlige

Den fremadstormende blæst

dens fortrydelse, dens tilbagetrækning

En hvirvlen af nye idéer

der må udleves

Til det gør godt, til det gør ondt

Til det ikke betyder noget mere,

og til det er væk

- Bare sådan

Passion

Fuldstændig euforisk vildskab

Som et stumt brøl

Af indre ild

Der bare brænder

Og brænder

Helt ude af kontrol

Og fremaddriften

Lige inden klimaks

Kulminerer med ekstasen

Følelsen af fuldendthed

Og success

Men afrundet

Helt igennem fantastisk

Man kaster gnister

I et festfyrværkeri

Det er det, der er dét

Og det er dét, der nu

Don't stop me now

Men kom med

For sidste gang - drop det

Der kravler en myre på dit ben, men du stirrer bare videre ud over sivene.

Talestrømmen er uendelig og smuk, og jeg ved tanken bag ordene er velmente.

Hvis du nu bare kunne børste myren væk. Det kræver så lidt.

Men du har travlt med solopgange, ringe i vandet og træer der gror. Alt imens myren vandrer videre mod dit knæ og jeg krummer tæer. Hvorfor ser du det ikke?

Myretuen er få meter fra os, viser det sig. Jeg kan følge flere myrer enten på vej derhen eller på vej væk. Kaffe, taler du om, og myren stopper op. Skifter retning og stopper op igen for at vende om. Du er stadig ligeså fraværende, og jeg må vende hovedet mog myretuen igen for ikke at gå amok. Dengang med broen og hvordan du håber dette er endnu én. Jeg himler med øjnene, tror jeg, for jeg tænker ikke over det. Gør nu bare noget ved det dyr. Men du er helt væk. I en drømmeverden af steder vi aldrig har set, og jeg kan se det på dig. Du tror selv på det. Så du hvisker det, det hele findes lige dér - bag sivene.

Jeg bider mig læben, for at holde frustrationen inde. Myren bevæger sig rundt på kanten af dine shorts. Det er jo ikke til at holde ud.

Og så sukker jeg. Højlydt, så du tier og drejer hovedet, forbavset.

Jeg rejser mig, slår myren af dit ben og bemærker irriteret, hvor kvælende luften er blevet.

To egoister, er to egoister for meget. Simpelthen.

Sikken fin blomst..

..Tænker De. Og, distraheret af vinden, opdager De ikke, hvordan den kvæler sivet.

Lille spejl..

Kære ven,

du kan jo stadig.

Du har blot glemt at slukke lyset, åbne øjnene og gribe ind efter de indtryk, der er værd at udtrykke.

Tillad dig selv at løsne op og give efter, hengiv dig og lad dig overvælde af en modellérbar fantasi. Nyd naiviteten og nyd at dele den.

Du er ikke den eneste der savner den; du er bare mere bevidst om det. Det betyder ikke, de forventer mere af dig.

Jeg; den fremmede

"Indulge in some me-time" står der på flasken på min badekarskant. En tanke jeg finder behageligt tiltalende dagens flittige tankevirksomhed taget i betragtning.
Boblerne dufter sødt af lavendel, og mens de blidt kilder min ene fod, forundres jeg søvnigt over hvordan de kan dække hele vandspejlet, så det knapt nok er muligt at bedømme dybden. Jeg sænker mig forsigtigt ned i min underbevidsthed, mit varme vand og alt det der gemmer sig under overfladen. Hernede er jeg alene, selv fra tanker, idéer og ord. Jeg er alene med mig selv og de skygger jeg kaster i skæret fra et par salige stearinlys.
Jeg er fremmed for mig selv her og al fornuft flyder rundt mellem boblerne ovenover min krop. Går i et med dem, skiller sig fra dem, går i opløsning, blot for at genskabes ved min mindste bevægelse. Jeg spekulerer ikke, analyserer ikke og jeg skal ikke redegøre for noget. Stilheden tynger mine øjenlåg. Jeg behøver ikke træffe nogen valg. Stå til ansvar for noget. Og det er ikke en pinlig stilhed. Det er min stilhed. Overdøvende stilhed. Og stadig en stilhed, der sætter mig fri.

Måske er jeg døset hen et øjeblik, måske i adskillige minutter. Jeg drømmer mig ind i boblerne og glider lydløst gennem ligegyldige strømme af tanker. Suser forbi et håb jeg troede jeg havde mistet. En plan jeg for længst havde droppet. Og binder mig til et ønske - noget med et luftkastel - jeg frygtede at have glemt for altid. Jeg er usædvanligt hurtig. Vægtløs og utålmodig driver jeg rundt og slår koldbøtter. Dykker så ned i vandet. Og vågner med at sæt, da jeg pludselig får våde ører og dertilhørende kuldegysninger.
Fascineret tager jeg en håndfuld bobler op i hænderne og betragter dem. Så plasker jeg dem væk igen og ser et par nye opstå.
Jeg er fremmed for mig selv. Jeg vil forhåbentlig altid være det.
Det er intet problem. Jeg kan godt lide fremmede. Jeg kan godt lide forundring..

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, Juli 2009)

Som med roser

Forpustede tumler vi om

Leende.

Smilende. Salige. Svedperlende

I blød, hvid bomuld.

Strålende striber af sol

Fra vinduet

Fanger en fjer

I et øjeblik

Lykkeligt svævende

På vej op

Med et svalende vindpust

Og op, og op

Til tyngdekraften sætter ind

Og man puster ud igen

Slapper af, lettede,

Men sløvede.

For nu,

Nu kan det kun

Gå ned igen.

Skrøbelig styrke

Glidende bevægelser

Store

Som når man strækker sig

Det er så latterligt

Uendeligt simpelt

Så betingelsesløs

Lykken er

Og hvor klar

Den er

Når den er

Magtesløs

Følelsen af

At blive nedstirret

Af sig selv

I mørkets nøgenhed

Presser på

Fra alle sider

Syge mider

Nyder svagheden

Fordærvelse af sind

Af afmagt

Knyttet næve

Gør dog noget

Gør det nu

Ventetiden

Ventetiden

Ventetiden

Sved på panden

Men

Blod på tanden

Så kvalm

Og sødlig

Hævnen vil

Dræbe tiden

Slå ihjel

Urets tikken

Efter midnat

Vækker vrede

Jalousi

Dybt

Ulidelig

Psykopati

...

Ensomhed

Blåsort skær i pelsen

Jeg kom klædt i mørket, mens du naivt mumlede i søvne. Løftede mig selv, med nattefrostens smidighed og spydige vilje, til jeg sad på hug i din vindueskarm.

Du burde vide bedre end at stole på mig. Tillid gælder ikke før jeg anerkender den.

Men kunsten er tålmodighed. Indtil de fineste af dine sanser har glemt mig igen, må jeg sidde her med hovedet på skrå og betragte. Mørket der forlader mine øjne, driver forførende i din retning og lægger sig som et blødt tæppe omkring dig. Så spinder jeg et net af løgne og tryghed. Skaber elegante spændinger af foragt og had, og lader mig svæve på følelsen af det fra de små muskler omkring øjnene. Jeg elsker dig. Du er nødt til at føle min smerte for at forstå.

En næsten umærkelig dump lyd starter ringe i støvet. Det svage månelys er min kappe. Og på de letteste fødder bevæger jeg mig direkte mod målet. Din allerkæreste og mest dyrebare kostbarhed. Beder en ordløs bøn om gengældt utilgivelighed; endegyldig skuffelse.

Jeg mærker din sovende vejrtrækning i baggrunden, da jeg griber om byttet. Mærker skrøbelige tråde af mørke tilbage mellem mine fingre. Tilbageholdenhedens smertefrie drab. Civiliseret sympati i kunstigt forfald. Alligevel falder der en tåre, da jeg stjæler fra dig. Den ligger bare dér og glinser i vindueskarmen, da jeg går.

Først senere indser jeg dit nøje planlagte bedrageri. Betydningen af tåren.

.. Du er simpelthen utrolig.

Stjernekaster

Din uafbrudte nærhed. Din alvorlige vejrtrækning. Din iskolde varme.

Jeg kan mærke dine arme omkring mig. I en fast og insisterende omfavnelse. Jeg kan mærke dit ansigt mod min skulder. Tynget af skyld og fortvivlelse. Jeg kan mærke dine læber mod min kind. Mens du hvisker dit undskyld. Og jeg kan mærke den tomme stjernehimmel på indersiden af mine øjenlåg.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, er de pist væk. Alle de sole, der plejer at hænge der,- væk. Nogen har pillet dem ned, én efter én. Nogen har knust dem og fejet dem sammen i et hjørne.

Så jeg åbner øjnene. Nægter at se på tomheden. Nægter at føle smerten. Jeg har lovet mig selv at være stærk. Selvom jeg ved, hvor svag jeg egentligt er. Jeg har lovet mig selv at samle stjernerne igen. Selvom det er dømt til at tage tid. Jeg har lovet mig selv at tilgive. Selvom det ridser min stolthed. Og jeg har lovet mig selv, at tænde en ny stjernekaster.

Alle de små stjerner. Alle de store. Alle, kaster du dem ud foran mig. De lander tilfældigt, for du har lukkede øjne, og de lander smukt, fordi de er dine. Fordi nogen på forhånd har samlet mit stjernestøv og hængt dem på en pind.

Mine øjne kunne græde, med de gør det ikke. Jeg kan mærke det. For jeg svælger allerede i varmen fra de mange sole. I varmen fra dig.

Stjernehimlen vil aldrig blive den samme for mig, igen. For jeg vil have ondt af stjernerne. Stjernerne der hænger så langt fra hinanden. Omsværmede, men spredte. Stjernerne der stille og roligt har givet op, på trods af deres indtagende klarhed og ynde. Stjernerne der blinker endnu smukkere og endnu mere sørgmodigt i vinternatten, fordi mørket og kulden får dem til at længes endnu mere.

De får mig til at længes efter dig, og de får mig til at tænke. Jeg vil ikke være en stjerne, for sådan vil jeg ikke ses på. Og selvom du lyser ligeså strålende som én, er du det heller ikke. - I hvert fald ikke på himlen.

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, November 2008)

I brøkdelen af et sekund

Du var overrasket. Jeg var overrasket. Det burde ikke røre nogen af os, men dog var stemningen ikke til at tage fejl af.
I brøkdelen af et sekund mødtes vores blikke, og i det øjeblik var det som om vi frøs fast. Som om stemmerne omkring os forstummedes, som om vores egentlige gøremål, for en kort stund mistede deres betydning.
For mig betød det intet. For dig betød det sikkert heller ikke noget. Alligevel var der noget underligt sært over situationen. Nysgerrighed? Foragt? Forbløffelse?
Hvad der helt præcist tegnede sig i dit ansigt - eller i mit -, jeg ved det ikke.

Så forsvandt øjeblikket. Jeg drejede den ene vej, du den anden, og ingen sagde noget. - Øjeblikket var gået.

(Oprindeligt skrevet på blog.dk, August 2008)