Julelege..

CON - CONTRA - CONTRAST

Tør sommerkrumme.

Og en lille historie om modenhed.

Efterår og tiden går.

Blæsten kaster sig tungt mod træet og flår skånselsløst et blad med sig. Der er ingen kamp, knapt nok nogen modvilje. Det giver bare slip. Skrig! Skriihvishvishvissh, råber det i kor med de andre blade, der også vælter ned over mig, overdøver vinden og forstyrrer mine tanker.
Meningsløsheden smitter. Jeg sukker og vender irriteret hovedet til siden, for at undvige liget af endnu et blad. Et blad der siden foråret har kæmpet for at få lys, vand og kuldioxid.
Så træder jeg på det, koldt og ligegyldigt, for jeg har allerede glemt dets kortlivede tilværelse, og dets brunlig-gule farve går i ét med resten af de nedfaldne blade.
Jeg ville aldrig være i stand til at udpege det igen, hvis jeg vendte mig om.

Trappetrin.

Det er nemt at gå ned af trappen.

Men så når du aldrig toppen.

Mangojuice.

Glasset fyldes langsomt. I takt med at saften bliver presset ud af min mango. Før eller senere må jeg nå ind til kernen. Jeg vil nå til et punkt, hvor der ikke kan presses mere saft ud. Hvor jeg kan stå med skrællen i min ene hånd og vise dig, at den, trods de flotte farver og den yderst tiltalende duft, virkelig ikke er andet end en skræl. At det normalt ikke er dén jeg mener, når jeg taler om at nyde en mango.

Jeg vil række dig glasset, og se om saften også på dig har en beroligende virkning. Om du vil finde den svalende på de brænde stærk mad har forårsaget. Om du vil synes den er eksotisk og spændende, eller om du bare vil tænke, at den er træg og tung.

Jeg håber inderligt at glasset er stort nok. For jeg har ikke noget at tørre saften op med, hvis bare en enkelt dråbe skulle få glasset til at flyde over.

I hvert fald midlertidigt..

Det hænger i min entré. Og i sig selv er billedet egentligt ikke så slemt at se på. Rammen passer bare ikke til det. Den er alt for stor, og for at kompensere for det, har nogen hængt billedet skævt. Forsøgt at få det til at passe ind, vel vidende at det aldrig vil kunne lade sig gøre.
Jeg har forgæves ledt efter en ny ramme til billedet. Men hvis størrelsen endelig passer, har selve rammen en forkert farve, et forkert mønster, eller den er gjort i et forkert materiale.
Helt uden ramme vil billedet ikke holde længe. For det er ikke malet på papir, men stormasket, blødt stof. Farverne vil være hjælpeløse overfor en støvekost, så de på kort tid unægtelig vil blegne bort.

En ramme er uundværlig. Om den passer eller ej, gør ingen forskel lige nu. Bare den er der..

Sidste side.

Jeg ser det hele ske. På siderne foran mig og på scenen i mit hoved. Bygningerne tager form, skikkelserne får ansigter og vindene skifter ustandseligt retning.
Jeg ser det hele ske. På øjeblikke der ikke er mine egne, men jeg mærker alt som var jeg en del af stormen. Kraften og farten fascinerer mig, fastholder og fortryller mig. Dråberne rammer hårdt mine kinder og sandkornene stikker mig hidsigt i øjnene.
Inden længe hører det op, hvisker stemmerne. Inden længe er det bare endnu et overstået kapitel.

Det skræmmer mig at de har ret. Inden længe vender jeg den sidste side. Med lettelsen over at have holdt ud hertil. Med angsten for de sidste minutter. Med ærefrygten bundet til tanken om, at en ny storm unægteligt vil tage en form en dag.
Jeg ser det hele ske..

Nymalet - Niks pille.

Rynkede æbler er rynkede.

Appelsiner er ikke æbler.

Farvel, skygge.

Du har tjent mig med en loyalitet, jeg aldrig selv har takket dig for. Du har været der for mig, selv når jeg ikke har behøvet dig, og du har bekymret fulgt efter mig de gange hvor jeg har troet, at en tilværelse uden dig var værd at foretrække.
Du har leet med mig, grædt med mig og filosoferet med mig, når øjeblikket har budt dig det, og du har fået mig til at indse at man ikke altid behøver at male indenfor linierne.

Men nu er tiden kommet, hvor jeg sætter dig fri. Lader dig flyve, ligesom de fugle vi engang beundrede sammen. For jeg er på vej ind i det hvide værelse, og her vil jeg have fred. Fra dårlige minder, men også de gode. Jeg er nødt til at give slip, hvis jeg vil skabe noget nyt, og du, skygge; du fortjener også din frihed. Du har hjulpet mig gennem meget, og du har vist mig hvem jeg var, men intet varer evigt. Heller ikke jeg.


Farvel, skygge. Og tak for alt.

Hvidmalede vægge.

Noget nyt. Noget lyst. Noget rent og uspoleret.

Jeg lader fingrene glide hen ad væggene, idet jeg undersøgende går forbi.Den er god nok. De er helt hvide. Som væggene på et sygehus. Og nogenlunde ligeså skræmmende. Men jeg er ikke syg. Står ikke og skal tage afsked med en kær ven. Jeg har bare malet mit værelse. Skabt et nyt, om man vil.
Men dette værelse er mit. Kun mit. Egostisk vil man måske sige, men det rører mig ikke. Jeg har brug for dette rum. Brug for at have et sted at opbevare mine tanker. Brug for disse hvide vægge, som jeg nu kan bemale i alle regnbuens farver. Med lange penselstrøg, korte måske. Det er helt op til mig. Du må gerne kigge med. Du må bare selv gætte dig til, hvad det forestiller, for jeg ved det ærligt talt ikke selv.